Guld fra Gemmerne #80 Kitaro – ”Ten Kai,, Astral Trip, 1978

Kitaro – ”Ten Kai,, Astral Trip, 1978
Kitaro (Moog synth, Korg synth, Arp synth, Roland synth, kompositioner & arrangementer), Ryusuke Seto (shakuhachi & biwa), Lavi (sitar)

Det er altid med blandede følelser, når en sæson af Guld fra Gemmerne afsluttes, og det mærkes i særligt denne gang. Som i et elastikspring har vi kastet os ud i den nok mest abstrakte musikalske genre i seriens nu fire sæsoner, og hold da op hvor er der blevet lagt ører til meget forskellig og fantastisk musik. Vi har hørt soloplader med fløjte, tamburaspil, overtonemusik, orientalske strengeinstrumenter, tyskere, balinesere, svenskere, amerikanere og japanere i én og samme musikalske smeltedigel – nemlig new agen. En genre som har nogle helt særlige karakteristika, som vi ikke finder mange andre steder i det musikalske genrelandskab. I takt med, vi er blevet klogere på hvad genren kan defineres som, er vi også blevet ydmyge i vores forudindtagethed om, hvad et stykke musik skal og hvordan en form eller et album skal bygges op. De her kunstnere har alle, på hver sin måde, vist os en vej ud af det konforme ud ind i det abstrakte ved hjælp af et hav af instrumenter og ikke-musikalske inspirationskilder – lige fra transcendental meditation, ældgammel litteratur, køkkenhavebrug, filosofisk tankegang og konkret fysik. Vi er heldigvis landet på begge ben igen her 21 albums senere; nu klogere og forhåbentligt mere åbensindede end da vi startede udforskningen af disse værker – og hvorfor ikke slutte artikelserien af med et regulært mesterværk, et overflødighedshorn af instrumenter, karisma og kunstnerisk gåpåmod, et astralt trip leveret af selveste Kitaro. 

Ten Kai/Astral Trip har ligget i min new age-pladebunke lige fra begyndelsen, og uden af have hørt pladen selv, har jeg fået fortalt, at netop dette album er noget helt særligt. Det er ikke første gang, vi lytter til Kitaros musik, og efter gennemlytningen af Towards The West (GFG#74), vidste jeg godt, at der var mere at komme efter i denne kunstners repertoire. Vi skruer blot tiden otte år tilbage til 1978, årtiet hvor new age-musikken havde sin guldalder. Ten Kai/Astral Trip må være new agens pendant til Miles Davis’ Kind of Blue i jazzens verden. Et værk der har skudt Kitaro direkte ind på den internationale scene, som en virtuos og seriøs kunstner. Et værk der har været med til at definere denne relativt unge genre i de formative år. Nogle udgivelser fokuserer rendyrket på det akustiske og andre på det syntetiske, og på Ten Kai/Astral Trip får vi et særligt bud på en kombination af det hele. Adskillige synthesizere i samspil med akustiske instrumenter og reallyde – et new age-landgangsbrød. Det forpligter at træffe valget om at inddrage så mange elementer, som vi hører det her, der skal nemlig være balance i musikken før det fungerer, og det må man nok sige, der er på Ten Kai/Astral Trip. Vi har med en kunstner at gøre, som ikke mangler idéer. Tværtimod får vi kastet den ene instrumentkombination efter den anden i hovedet, og det gælder virkelig om at holde fast, mens der lyttes. Hele vejen igennem har jeg forestillet mig selv siddende som passager på Kitaros rumskib, mens han som sikker new age-kaptajn har fløjet mig gennem galaksen i fuld fart og alle de steder, vi besøger undervejs, har sin egen særegne gyldighed. Den rige dynamiske variation og de tydelige kontraster i musikken er vores sikkerhedssele, der gør, at vi mentalt kan følge med – what a ride! 

Det lykkes virkelig Kitaro at skabe sammenhængskraft i musikken, og Ten Kai/Astral Trip er en af de lytteoplevelser, som føles ret hurtigt overstået, og som en god roman eller en spændende film bliver vi ret hurtigt revet med af spændingen, nærværet og virvaret på én og samme tid. Overgangene fra Micro Cosmos til Beat til Fire er fænomenal, og her viser Kitaro sig som en stor kunstner. Micro Cosmos er, som titlen indikerer, et søgende stykke musik, som begynder med en duet mellem sitar og biwa (oprindeligt japansk strengeinstrument), senere træder disse i baggrunden og den dybe sump-agtige Moog-synthesizer kommer i spil, og den finder sin rolle stille og roligt, og når vi føres videre til næste nummer, Beat, er vi et helt nyt sted. Et hyperrytmisk stykke musik, et nasty beat med masser af pondus og rytmisk bombardement. Det lyder virkelig sejt, og det får lov at flippe ud indtil groovet stopper med et brag, og som i et vakuum er vi efterladt i en tomhed med meget få lyde tilbage. I Fire er vi nu landet ved en bæk med en stille rislen (et eksempel på de mange reallyde, vi hører med jævne mellemrum på Ten Kai/Astral Trip). Nu bygges musikken op på ny, og tablatrommen introduceres som en del af det perkussive arsenal. Halvvejs inde er trommesættet og bassen i gang, og der lægges op til en episk afslutning; en lineær opbygning der ender i episke vendinger. Alle numrene tåler en hyldest på dette album, og sjældent har jeg hørt så smagfulde måder at starte henholdsvis a- og b-siden på en LP. Det føles som om et nyt kapitel åbnes i takt med, vi vender pladen. 

Kitaro lykkes med at inddrage de mange spændende synthesizers og stadig vedholde en vis japansk lyd på hele pladen. Med pentatone skalaer, shakuhachi (oprindelig japansk fløjte) og biwa stadfæstes Ten Kai/Astral Trip som et stolt japansk værk, og netop denne karisma giver os som lyttere noget at holde fast i, i medfarten. Kitaro har integriteten i behold, og en stoisk japansk ro kan hele tiden fornemmes – også selvom musikken går amok til tider. Kontrolleret og sikker eksekvering - hele tiden! Titelnummeret, Astral Trip, må og skal fremhæves som en af alletiders bedste albumafslutninger. Inden for ganske få sekunder bliver der spillet, hvad jeg mener må være, musik inspireret af ældgammel militærmusik. De første tanker gik prompte helt tilbage til artikel Musiques De L’Asie Traditionelle vol. 21 (GFG#11), fra sæson 1, hvor vi fik et spændende indblik i oprindelig koreansk militærmusik. Med en lignende uhyggelig spænding spiller bastante trommer, og med en orientalsk marchfornemmelse ledes vi ind i en seriøs og dramatisk musik, som får lov at svulme – lige indtil det hele falder fra hinanden. Endestationen er her og du, kære lytter, bliver nu sat af på et stoppested midt ude det kosmiske ingenmandsland. Kitaro skal videre i sit astrale trip, og vi kan stå og vinke til ham, mens han suser videre på nye eventyr. Vi er efterladt vemodigt inspirerede og fulde af begejstring, måske endda med en salig tåre i øjenkrogen – hvad skete der lige her? I duet med shakuhachifløjtens rolige pentatone skønhed, taber de syrede synthesizere langsomt pusten, og musikken har nået sin ende for denne gang.

Tak til dig, kære og modige læser, for at deltage i dette astrale trip, som hele sæson fire af Guld fra Gemmerne har vist sig at være. Bægeret er nu fyldt for en stund med spændende new age-musik, og jeg håber at læsningen af disse artikler har givet dig blod på tanden til at fortsætte udforskningen af ny musik, nye kunstnere, nye genrer og nye musikalske eventyr.

Tak for denne gang!

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup