Guld fra Gemmerne #61 Aeoliah – The Light of TAO, 1984

Aeoliah - The Light of TAO, 1984
Aeoliah (synthesizer, vocoder, zither, sitar, tamboura, chimes, cheng, piano), Donny Smith (electric guitar), Kip Setchko (fløjte), Warren Dennis (engineer), Dallas Smith (lyricon) & Jean St. Lauren (harpe). 

Life has no formula. Like the wind blowing over the ocean and the movement of the clouds, the opening of a flower, the mover and moved are one Being. When we discover this flow within ourselves, we open Heaven’s Gate. The boundaries between the East and West are rapidly receding into a faded background as intercultural ties are interwoven in the fabric of our planet’s evolution. The flow of nature lives and breathes in all forms of life. As you hear this music, feel the pulse of life emanate from the celestial into the elemental kingdom merging into pulsating waves of ecstatic union between spirit and nature that is reflected as The Light of Tao. Spread the joy! 

Love,
Aeoliah

Som Aeoliah, aka. Jonathan Fairchild, så fint selv siger det på bagsiden af coveret på The Light of Tao, er livet uden én bestemt formel, og uforudsigeligheden i naturens kræfter sidestilles med livets udvikling, mens Jorden roterer i flyvende fart gennem galaksen mod det uendelige. Tilbage står vi som mikroskopiske organismer på planeten og prøver at finde noget meningsfyldt at holde fast i. Vi eksisterer tilfældigvis, og hvor er vi dog heldige at gøre det i en tid, hvor vi kan fortolke, optage og formidle vores tanker om spiritualitet, livet og naturen gennem de fysiske medier i musikken. Som moderne mennesker glemmer vi måske nogle gange at livet er én stor cyklus, og at vi blot er ligeværdige brikker i det abstrakte puslespil, vi kalder kosmos. 

The Light of Tao er fire skarpe indspilninger, som formår at skille sig tilpas ud fra hinanden. På a-sidens første nummer, The Light of Tao, hører vi en 15 minutter lang fløjtesolo i et optimistisk lydlandskab konstrueret af massive akkorder i synthesizeren. Der bliver eksperimenteret og improviseret; musikken er levende. Tempoet synes rubato, og akkordskiftende føles organiske. Man får som lytter fornemmelsen af en gruppe musikere, som er totalt nærværende i det samme NU mens de optager musikken. Gældende for alle pladens fire numre er, at vi i høj grad har med improvisatoriske elementer at gøre, mens musikken udvikler sig i repetitive mønstre. I næsten religiøse himmelstrøg lander The Light of Tao med bølgebrus, fyldige durakkorder i synthesizer og kirkeklokker galore. Musikken er én lang stigning fra det jordnære til det himmelske. 

Harpe, sitar og zither er med til at skabe nogle betagende udtryk i musikken og improvisationen. Synthesizeren spiller en stor rolle på pladen, som et samlende element i musikken, hvor bastante og sikre akkorder spilles med fyldige lyde, og giver solisterne et roligt og behageligt tæppe at udfolde sig oven på. Hvor The Light of Tao er uendeligt optimistisk, er et nummer som Feather’s River præget af mystik i det harmoniske lag. Selvom musikken varierer i udtryk, handler det stadig om at være til stede i nuet; måske et af new age-musikkens vigtigste formål. Det er fedt at høre, hvordan man kan opnå samme trance med så forskellige instrumentkombinationer og harmoniske udgangspunkter. På Tien Fu: Heaven’s Gate begynder musikken uhyggeligt, næsten helt sci-fiagtigt. En hjertepuls introduceres og i løbet af de næste godt 11 minutter går vi fra at være i kroppen, til at bevæge os ud på en kosmisk rejse, for til sidst at lande trygt tilbage i vores eget selv med den selv samme hjertepuls, som afsluttende element. Tien Fu: Heaven’s Gate introducerer den elektriske guitar, og hermed skiller dette nummer sig ud på pladen. Atter formår Aeoliah at skabe mening i musikken og samtidig fremhæve nogle håndværksmæssige ting på forskellige instrumenter. Det er forfriskende at høre guitar bends og bluesfornemmelser. Hvis man kender den legendariske intro til Dire Straits’ Money for Nothing, kan tankerne let ledes herhen. Tien Fu: Heaven’s Gate leverer dog ikke det markante skift fra intro til riff, som vi hører det på Dire Straits’ kanoniske 80’er hit. På dette tidspunkt i gennemlytningen har man som lytter accepteret, at der ikke bliver talt ind til en sikker trommerytme eller præsenteret en gennemgående catchy melodi. Vi er forført ind i Aeoliahs univers, som hylder organiske musikalske bevægelser, fremfor en form der følger en pop/rock-skabelon.  Mahavira er en suveræn afslutning på en behagelig, men aldrig banal, lytteoplevelse. Synthesizer, harpe, zither og sitar i sin forening er betagende at lytte til, og de lidt hyppigere akkordskift virker som en læskende forløsning efter de tre foregående numre. Legen med skiftet fra dur til mol og omvendt er omdrejningspunktet i Mahavira. Når vi går til dur opleves en følelse optimistisk håb, og omvendt rammer sørgmodigheden så snart vi vender tilbage til mol-verdenen. Dette virkemiddel fremstår ikke overgjort på Mahavira, og musikken er spillet med overbevisning og en helt særlig indlevelse. Det er intenst!

Hermed er der taget hul på denne nye sæson af Guld fra Gemmerne. Tag mig i hånden og kast dig ud i dette new age-eventyr med mig. Vi kommer uden tvivl til at ende i nogle uventede afkroge i denne specielle genre, som byder på et arsenal af originale musikere, der ikke før er omtalt i denne artikelserie. 

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup