Guld fra Gemmerne #79 Michael Jones – Seascapes, 1984 + Sunscapes, 1986

Michael Jones – Seascapes, 1984 + Sunscapes, 1986
Michael Jones (klaver og kompositioner)

Om det er overmod eller uvidenhed, der har gjort, at jeg i denne artikel giver den lidt ekstra gas, må du, kære læser, vurdere. Vi har i denne omgang med to albums fra Michael Jones at gøre, to LP’er med det akustiske klaver i fokus. Umiddelbart ligner de to plader her noget, der hænger sammen, og derfor har jeg valgt at lytte til dem begge to. Både titlerne og coverne er meget identiske i design og æstetik, og derfor har det været en sjov udfordring at lytte mig frem til de grundlæggende forskelle på Michael Jones’ Seascapes og Sunscapes. Er det muligt at nuancere sit klaverspil så meget, at man tydeligt kan kende forskel på de to plader? Og er det overhovedet et mål i sig selv, at de skal være forskellige for at have en berettigelse? Lad os undersøge det. 

New agen bliver ved med at overraske. Med kunstnere, hvor vi som lyttere er helt sikre på den direkte sammenhæng til new agen, kommer vi tit i tvivl, fordi mange af new age-kunstnerne også befinder sig i elektronika-, ambient- og contemporary-genren. Michael Jones er derimod per definition rendyrket new age-pianist ifølge internettet, og dette på trods af, at han i mine ører trodser ret mange af de grundregler, vi har bygget som genrens bærende søjler i løbet af denne artikelserie. Hvis jeg havde fået præsenteret denne plade ude af kontekst, kunne jeg godt have gættet på, at vi lagde ører til en Keith Jarrett soloplade, og han er bestemt ikke en kunstnerype, vi plejer at associere med new age. Michael Jones får flygelet til at synge, og fra første tone hersker der ingen tvivl om denne musikers evner på klaveret. Kombineret med en udpræget musikalsk modenhed, forføres vi gennem et hav af toner og akkorder fremført på både Seascapes og Sunscapes. På de tre første numre på Seascapes (Mexican Memories, Solitude og Beyond the Dream), høres det hvordan Jones med sin viden om intervallernes individuelle kvaliteter, kan skabe de stemninger, titlerne peger imod. I Solitude bruger Michael Jones kvintstablinger, sus2- og sus4-akkorder i udpræget grad. Det giver musikken en fornemmelse af håbløshed, og fraværet af en tydelig tertsfornemmelse gør, at vi bliver i tvivl om det vi hører, er dur eller mol. Dette er et trick mange komponister og musikere har gjort brug af gennem tiden. Den tomme fornemmelse af ikke at ’lande’ et sikkert sted, har en enorm effekt på os som lyttere. Hør Jan Johanssons fortolkninger af den svenske folkemusik på Jazz på Svenska, og bemærk hvordan han udfordrer dur-molfornemmelsen i flere af arrangementerne. Frank Zappa var også kendt for at bruge sus2-akkorder i sin musik, endda i så heftig grad at det næsten blev synonym med hans tonesprog. På Beyond the Dream går Jones væk fra de tomme intervaller og tager derimod udgangspunkt i den rare decimlyd. Altså en oktav med en terts ovenpå – et meget vellydende interval! Altså det helt modsatte af Solitude, og det giver en balance i lytteoplevelsen. Der er varme og forudsigelighed på Beyond the Dream. Hans evner til at udnytte flygelets klang med sit dynamiske spil gør, at musikken ikke bliver kikset at lytte til, og Michael Jones overrasker når vi tror, vi har regnet ham ud. Der er nogle spændende og levende modulationer på Nostalgia, og det giver musikken et avanceret dramatisk forløb – her kan jeg godt forestille mig lyset, der rammer havet, eller som han selv skriver bag på coveret på Seascapes: ”Rich, dreamlike piano solos… the play of sunlight on water… a heartfelt and joyous musical vision”.

To år senere og to plader indspillet i mellemtiden; Sunscapes er skabt, og hvordan adskiller musikken sig her fra det vi hørte på Seascapes? Det korte svar er: ikke ret meget. Selve coveret er nærmest identisk med Seascapes, og bortset fra at billedet er skiftet fra havet til en varm sandbanke, er de to plader stort set ens i det visuelle udtryk. Som den eneste liner-tekst, prioriterer Jones på Sunscapes iskoldt at opremse de mikrofoner, der er brugt til at optage klaveret, hvor vi på Seascapes trods alt fik et lille new age-prosadigt på tre linjer om titlen og konceptet. Derfor er det også helt fair at musikken minder om hinanden, og jo mere vi lytter, jo mere får ro får vi i kroppen – det må vel siges at være et af de primære mål med new age-musikken. For selvom der sker meget rent harmonisk på numrene, bliver dissonanserne aldrig så voldsomme at vi vågner brat op af vores new age-døs. Michael Jones bruger klaveret som en fortællende stemme, og vi er hele tiden hjulpet godt på vej i disse lange og medrivende improvisationer. På lange numre, som f.eks. Song for Eia, sker der enormt mange ting, og det er imponerende at høre hvordan der nærmest ikke er en eneste anslagsfejl i Jones’ klaverspil (på nogen af pladerne!). Det gør at musikken virker gennemkomponeret og ekstremt sikkert fremført, og dette på trods af at der er en overvægt af improvisationer på begge skiver. 

Lyt ikke til denne plade hvis du ikke bryder dig om lyden af et velstemt flygel spillet af en topprofessionel kunstner, der formår at bruge klaverets klangrigdom til at formidle alskens følelser. Lige fra de håbløse stunder i tertsløs harmonik til de lydiske forudhold og hyperoptimistiske passager. Giv heller ikke denne plade en chance hvis du hader eventyrerne og mystikken, som vi oplever gang på gang, når vi åbner op for et nyt new age-værk. Seascapes og Sunscapes er blandt de mest vellydende produktioner, vi har hørt indtil videre, og man kan med fordel høre de to plader i forlængelse af hinanden uden man ville studse over ret meget andet end risikoen for at blive mættet af klaverlyd. Tydeligt og defineret klaverspil, som både tør spille på de poppede tangenter så vel som de mere eksperimenterende af slagsen. Tak til Michael Jones for at bygge bro mellem jazzen, den klassiske musik og new agen!

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup