Guld fra Gemmerne #66 Michael Stearns - M'Ocean, 1984

Michael Stearns – M’Ocean, 1984
Michael Stearns (all music produced and composed).

Unfamiliar footsteps… On the shore of my ocean past, until, notions cast and soles worn thin, we wind our way to the edge… Enter whirling waves, breaking through each gaze, and the wake of m’oceans that uplift and carry us away…

-Michael Stearns

I denne artikel stifter vi bekendtskab med den amerikanske new age- og ambientmusiker Michael Stearns. Stearns er, som mange new age-musikere, en synthesizervirtuos som på M’Ocean kvalificerer sig selv som en ægte new age-mastodont. Michael Stearns kommer vidt omkring på de i alt syv numre, som er fordelt jævnt ud på de to sider. Albummet blev for første gang udgivet på kassettebånd af pladeselskabet Continuum Montage med titlen Lightplay i 1983, og året efter kom genudgivelsen på vinyl og CD med den nye titel, M’Ocean, udgivet af Sonic Atmospheres. Læn jer tilbage, lyt, og nyd turen!

M’Ocean rummer mange følelser, og selvom pladen er domineret af synthesizeren, kan vi bare konstatere, at musikken aldrig bliver kedelig. Der hersker et enormt kreativt overskud som, på new agens præmisser, får os helt ud i krogene af nuancerne på Stearns’ synthesizers. Et kæmpe plus på denne plade er Michael Stearns’ sublime fornemmelse for, hvor lange numrene skal og bør være. Der er ikke et eneste nummer på pladen der fremstår for langt eller for kort, og selvom et nummer som Fireflies’ Delight tager over 10 minutter, gør det intet ved det naturlige flow, vi oplever gennem hele lytningen. Pladen bærer præg af, at det hele er fremført solo. Det kan vi simpelthen høre i opbygningerne i sangene, og et godt eksempel på en trinvis opbygning kan høres på Marriage Chords. Fire akkorder i perfekt symbiose præsenteres og gentages hele vejen igennem. Reallyde, effekter og toner udfoldes og kombineres i kreativ leg. Det bliver repetitivt og vi når at ramme den meditative effekt, der er så eftertragtet i new agen. 

Hvor vi på andre new age-plader hører improvisation i mere traditionel forstand, viser Michael Stearns os et andet bud på, hvad improvisation også kan være. På titelnummeret M’Ocean høres det tydeligt hvordan hans legesyghed kommer til sin ret. Der er etableres en tydelig 2-2-3 clavesrytme (en sjælden gentagen rytmisk figur i new age, endda i 7/8), og oven på den kommer der spinkle melodier i det helt lyse register, suppleret af en aktiv 16. dels-baseret basgang. Ting, der bliver introduceret, forsvinder og kommer tilbage igen senere, og vi sidder med en fornemmelse af, at sangene bliver skabt på stedet – live arranging. Det hele er smurt ind i et tykt lag af synthesizerakkorder, og dette sammensurium giver et samlet resultat, som ikke minder om noget, vi har hørt før. Stearns arbejder med musikalske celler han kan tænde og slukke for, og det er med til at give en følelse af endeløshed og udpræget fokus. Musikken kalder nemlig ikke på at skulle et bestemt sted hen. M’Ocean kunne være 20 minutter og det ville stadig være interessant at lytte til, netop fordi der er en gennemgående balance i gentagelser og uforudsigelighed i værket.

Stearns har sans for drama, og netop dette element gør lytteoplevelsen meget filmisk. Det er helt logisk, at filmmusikken har været et vigtigt led i hans karriere (Chronos 1984, Switzerlanders 2020 m.fl.). Lyt til Lightplay og flyv op i en drømmeverden, som frembringer alle mulige associationer og billeder på nethinden. Der hersker en helt særlig energi og optimisme her, og igen gør Stearns brug af at tilføje og fjerne elementer i musikken, for på den måde at vende og dreje udtrykket, fjerne musik i de forskellige registre, tilføje nyt og til sidst lade musikken løbe ud i sandet. 

En af mine helt store favoritter på M’Ocean er Vicki’s Dance. Nummeret skiller sig drastisk ud fra de andre. Vi hører kormusik, forvrængede stemninger og eksotiske molskalaer. Musikken er levende og sindssygt velkomponeret. Når basgangen kommer ind i billedet oven på det melankolske kor spidses ørene, og det er uundgåeligt ikke at blive revet med af den intense stemning. 

Michael Stearns er indbegrebet af god smag, og det viser sig ved den måde han gennem hele M’Ocean formår at holde igen. Velplacerede brud med mønstre og velvalgte tilføjelser gør hele tiden musikken dynamisk og spændende at lytte til. Igen hører vi, ligesom Deuter, en kunstner være glad for brugen af reallyde. Indimellem kan det være svært at høre om det faktisk er reallyde eller simulationer, men det positive helhedsindtryk forbliver det samme. Reallydene giver en ekstra dimension af noget organisk oven på det meget syntetiske udgangspunkt, synthesizeren konstant leverer. Al musikken er spillet og produceret af Michael Stearns, og vi kan virkelig kalde M’Ocean en magtdemonstration i produktion og musikalsk forståelse. Hvordan modtager vi musikken som lyttere? 40 minutter kan virke som lang tid, men på M’Ocean sidder vi med følelsen af at være blevet taget i hånden og taget med på en spændende musikalsk rundvisning i Michael Stearns’ kreative univers. Dette er en plade der aldrig går i tomgang, og der bliver ved med dukke nye detaljer op på dette solitære værk, som afspejler en kunstner i total topform. En new age-musiker som er med til at cementere seriøsiteten og værdien af denne enormt rige genre.  

 God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup