Guld fra Gemmerne #64 Peter Michael Hamel – Colours of Time, 1980

Peter Michael Hamel – Colours of Time, 1980
Peter Michael Hamel & Ulrich Kraus (Synthesizer, electric organ).

Hvor Deuter viste os sit arsenal af forskelligartede lydinputs i form af reallyde og spændende instrumenter på sin ikoniske plade Aum fra 1972, viser Peter Michael Hamel og Ulrich Kraus os her, otte år senere, en betydelig mere minimalistisk tilgang til new age-musikken på Colours of Time. Et album, der består af to lange numre, udelukkende domineret af synthesizer og elorgel. Modsat Gandalfs Magic Theatre, hvor vi oplevede en stærk sammenhængskraft i titlerne og musikalsk indhold, forærer de to tyske minimalister os ikke meget. Colours of Time Part 1 og Part 2. Det er hele pladen. Resten skal vi tænke os til, eller endnu bedre, vi skal være i musikken uden at tænke alt for meget. Oplev det og lad dig rive med i de godt 40 minutters tangentvirvar, som byder på dronebas og harmoniske molskalaer hele vejen igennem, suppleret af en hvileløs sprudlende improvisation overalt i de forskellige registre samt en abstrakt uro, vi er begyndt at forvente når vi hører new age.

Der er noget særligt over denne genre. En form for rolig autonomi som stille, men sikkert, gør op med rigtig mange af de forventninger, vi kan have til musik i al almindelighed. De fleste musiklyttere forventer tilgængelighed i musikken i form af rytmiske motiver, relaterbar harmonik og melodier, vi enten kan synge med på eller nynne, når vi har hørt dem tilpas mange gange. New agen er notorisk for at lyde som noget sammenhængende på overfladen, men under overfladen oplever vi tit et radikalt opgør med de elementære dele af musikskabelsen. Steven Halpern skriver i sin indledning i Patti Jean Birosiks bog The New Age Guide (1989) om, hvordan vi skal forstå new age-musikken. Her kommer han blandt andet ind på hvordan genren historisk set behandler elementer som rytmik, harmonik og melodik. Især afsnittet om rytmik gør os en del klogere. Han taler kortvarigt om hvordan rytmer er meget menneskelige, og hvordan det siden menneskets tidlige alder har lagt fundamentet for vores musikkulturer over hele verden. Hvis en hulemand ikke har et strengeinstrument eller en fløjte, kan han altid slå to knogler sammen. Gentag mønstret og du har en rytme; musikken spiller. Og selvom vi kender kunstnere som Steve Reich, Terry Riley og Klaus Schulze, som har lavet subgenrer inden for new agen, hvor det rytmiske aspekt er bærende, skriver han følgende:

“But many other recording artists have opened up the space-time continuum in the rhythmic domain, in some cases actually doing away with the pulse entirely. This shift has created an extraordinary sense of timelessness for the listeners, who no longer have the same perceptual and contextual cues to help them to anticipate the next beat. No longer are music or musicians slaves of “the time machine”. 

Musikere er ikke længere slaver af tidsmaskinen. Det er virkelig en new age-agtig ting at sige, og jeg kan lide det! Det er fascinerende, at vi har med en gruppe musikere at gøre, der ved hjælp af teknologi og filosofisk tænkning har formået at skabe en ny genre og æra inden for den eksperimenterende musik, der ikke lader sig binde af konforme idéer om, hvad musikken skal indeholde, men som stadig i høj grad søger et logisk resultat. Man kan også roligt sige at hverken Peter Michael Hamel eller Ulrich Kraus er slaver af tidsmaskinen, da vi ikke på ét eneste tidspunkt hører en gentagen rytmisk puls under gennemlytning af Colours of Time. Til gengæld høres brudstykker af tydeligt definerede rytmiske idéer i improvisationerne, der kommer til at fremstå som små lysglimt af musik, som opstår og forsvinder i en sporadisk vekslen. Et eksempel på dette kan høres i starten af Colours of Time (Part 2). Selvom vi kun er fire plader inde i denne artikelserie anes det gigantiske potentiale, der er for at lade sin kreativitet slippe løs, når man har lavet frie rammer inden for musikken, der er til at for at udvide bevidstheden – en legeplads for de åbensindede. Her er det ”nye” syn på musikkens elementære dogmer afgørende i new agens progressivitet. 

Peter Michael Hamel har udgivet Colours of Time på pladeselskabet Kuckuck, som også har udgivet Kitaro, Deuter, Eberhard Schoener og mange flere legendariske new age-kunstnere. Det kommer ikke som et chok at vi ser et tysk pladeselskab være helt fremme i skoene. Vi kender den samme tendens fra jazzverdenens ECM, som også er en kvalitetsmarkør af de helt store. Colours of Time (Part 1) og (Part 2) er en drømmerejse gennem en skov af toner spillet på synthesizers og elorgel. Hvor vi på (Part 1) hører et forløb med høj intensitet i midten af nummeret, starter (Part 2) op med et lidt mere eksperimenterende udgangspunkt. Som om de to musikere har en samtale gennem deres tangentinstrumenter. Musikken er panoreret i skarp stereo, således man får små, sjove inputs skudt ind fra højre og venstre. Michael og Ulrich er glade for den harmoniske molskala med den karakteristiske udvidede sekund mellem 6. og 7. trin. Den er brugt mere eller mindre på hele pladen, og efter lidt over 40 minutter sidder den godt fast i hovedet. Det er ikke første gang, vi hører anelser til østen i new agen, og i Hamels tilfælde er det uundgåeligt at hans store interesse i Indien og Tibet ikke har sat sit præg på musikken. I en europæisk kontekst skal der måske ikke mere til, end en harmonisk molskala for at fremme dette billede, dog skal vi passe på med ikke at koge et helt kontinents lyd ned til denne ene skala. 

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup