Guld fra Gemmerne #75 Paul Horn – Inside The Taj Mahal, 1983
Guld fra Gemmerne vol. 4: The New Age
Af Jens B.
Paul Horn – Inside The Taj Mahal, 1983
Paul Horn (fløjte & kompositioner)
Når vi taler om new age som musikgenre, kan det betyde ret mange forskellige ting. Det har vi erfaret i denne sæson, og det gør blot hver ny musiker endnu mere spændende at tage fat på. For selvom vi oplever ekstreme forskelle i de musikalske udgangspunkter, er der som regel altid nogle paralleller, vi kan drage mellem de forskellige albums og kunstnere, vi har med at gøre i new agen. Paul Horns Inside The Taj Mahal tager udgangspunkt i en akustisk verden, hvor overtoner og kondenseret intensitet er i hovedsædet. Paul Horn befinder sig, med denne plade, mere i kategori med David Hykes’ Current Circulation (GFG #67) og Frank Perrys New Atlantis (GFG #69), end f.eks. Ralph Lundstens The New Age (GFG #73). Musikerne har derimod ofte den samme mission, og selvom Ralph Lundstens og Paul Horns syn på udøvelsen af new age-musikken er vidt forskellige, deler de i store træk den samme vision. I Patti Jean Birosiks bog, The New Age Guide, står der følgende citat i afsnittet om Paul Horn:
” In 1960, when Horn was still playing jazz, a seventy-year-old woman gave him a psychic reading predicting the rise of a new kind of music. According to Horn, she said: “The purpose of this music will be to raise the level of awareness on the planet. It will be uplifting to the spirit and have the power to raise the vibration of mankind””.
Selve budskabet i dette citat minder rigtig meget om den nærmest manifest-agtige udtalelse, vi kunne læse på coveret af Ralph Lundstens The New Age. Der er blot helt andre musikalske kræfter og en anden historie bag den skabende identitet, og det må siges at være det, der gør new age, og meget andet improviseret musik, interessant i sit udgangspunkt. New age-musikken handler i dette tilfælde om at turde at gå ind i en meget intens og nøgen sindstilstand, og først når man giver sig hen til dette, kan man nyde musikken for hvad den er.
Pladen her er indspillet i 1968 og udgivet af det notoriske new age-pladeselskab Kuckuck i 1983. Paul Horn er alene i Taj Mahal, og selvom pladen i princippet er en soloplade, må man sige, at selve rummet giver så meget karakter til musikken, at det på ingen måde kan overhøres – mausoleet er en ligevægtig medspiller til mennesket Paul Horn. Der er en fantastisk naturlig rumklang i Taj Mahal, og det er vildt at høre hvor lang tid tonerne rent faktisk klinger i dette enorme rum. Paul Horn har delt pladen op i forskellige afdelinger, og med meget få lydinputs får han skabt en meningsfuld variation. Dette kombineret med at numrene er ret korte, gør lytteoplevelsen spændende og vi når ikke at falde i staver i negativ forstand. På Prologue/Inside, Mumtaz Mahal og Shah Jahan er fløjten i fokus. Paul Horn spiller enormt overbevisende, og han mestrer tydeligvis instrumentet til fulde. For selvom der er en grad af leg og improvisation til stede, virker musikken hele tiden velovervejet og, til tider, decideret gennemkomponeret. Vi ved, at Paul Horn kommer fra jazzens verden, og det kan tydeligt høres. Ikke fordi han spiller bebopskalaer og kromatiske linjer, men fordi han er meget lyttende og rytmisk skarp i sin instrumentale kunnen. At lave rytmisk definerede fraser i en ellers tempoløs verden (rubato), er noget kun de bedste eksperimenterende jazzmusikere har dyrket, og derfor kan Paul Horn spille overbevisende i denne sammenhæng. På andre numre, som f.eks. Vibration og Jumna er vokalen i centrum, og her bliver vi, modsat de fløjtedominerede numre, taget til Indien i de skalamæssige valg. Andre numre fungerer næsten som en trio mellem rum, fløjte og vokal. Hør det på Unity og Mantra 2/Duality, og læg mærke til hvor meget energi der er til stede blot ved hjælp af at sætte rummet i sving på den måde, han gør her. Det er tankevækkende at man kan få så mange nuancer ind i musikken ene mand – og det skal siges, at der ikke på noget tidspunkt høres samples eller andre elektroniske virkemidler. Det hele er naturlige tonelængder, og Paul Horn formår at udnytte den akustiske kvalitet i Taj Mahal på den fedeste måde hele vejen igennem.
Det bliver aldrig svært at finde nye ting at skrive om new age-musikken. Så længe vi har så tydelige og karismatiske kunstnere til stede, kan vi altid skelne pladerne fra hinanden, og vi kan i den grad fornemme personlighederne. Paul Horn er ekstremt progressiv med denne plade. Han overgiver sig til musikkens væsen og lægger en mere virtuos jazzbaggrund bag sig. Der er stor forskel på at have spillet med Nat King Cole og Tony Bennet til at udgive musik af den karakter, vi hører på Inside the Taj Mahal. Paul Horn var på samme kursus i transcendental meditation med Maharishi Mahesh Yogi, som The Beatles i 1968, og de fleste Beatlesfans kan nikke genkendende til, at der skete meget med deres musikalske horisont efter det besøg. Og selvom transcendental meditation og indisk kultur er ældgammel, så markerer perioden omkring 1968 nok en vigtig milepæl, hvor denne kultur blevet mere anerkendt i Vesten, da så prominente musikere aktivt tilvalgte tankerne og idéerne bag denne livsstil og insisterede på at præsentere den i en vestlig kontekst gennem musikken. Det har været forfriskende at høre en tværfløjte i fokus, da vi ofte har hørt enten synthesizers eller tamburaspil forbundet med ”new age-lyden”. Her har vi den rige klang fra tværfløjten spillet af en mester i et af verdens mest legendariske rum, Taj Mahal. Hvis det ikke pirrer en lyst til at lytte, så ved jeg ikke, hvad gør!
God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup