Guld fra Gemmerne #74 Kitaro - Towards The West, 1986

Kitaro – Towards The West (1986)
Kitaro (al musik komponeret og spillet af Kitaro), Kitaro (Korg synthesizer, Roland synthesizer, Prophet 5, Mini Moog, guitar, Yamaha DX-7, CP-80 electric piano, Fender Rhodes,
emulator drums, percussion)

Når jeg har talt med venner og kollegaer om denne new age-artikelserie, er der et navn der er blevet nævnt af flere forskellige, uafhængige, musiknørder - nemlig Kitaro. Der har derfor rumsteret en vis forventning til netop denne kunstner, og Kitaro skuffer heldigvis ikke med Towards the West, som er en master class i musikalsk nærvær og historiefortælling i ægte episk japansk stil – blot med new age som fortegn. Towards the West skal høres som én lang fortælling, og numrene er stærke i kraft af hinanden. Rækkefølgen i musikken er totalt kontrolleret, ligesom melodierne, dynamikkerne og den rytmiske intensitet er det. Patti Jean Birosik indkapsler ret præcist hvem Kitaro er, og hvordan han tænker musik og new age med dette citat i sin bog fra 1989, The New Age Music Guide:

”His reverence for the natural world and its beauty is in evidence on his recordings; of his twenty-four-track home recording studio he says: “I open up the window when I record and let everything in – the air, the sounds of birds and rustling leaves. Nature informs the music, and the music travels outdoors to inform nature”.

Dette symbiotiske forhold mellem musik og natur bliver bekræftet, og det må siges at være en af de bærende søjler, når vi skal beskrive de distinkte karakteristika, der er ved denne genre. Kitaro har solgt millioner af albums, og derfor kan vi takke ham for at have hjulpet med at sprede denne nichemusik så vidt og bredt, som han har. Selvom der garanteret findes et hav af japanske new age-kunstnere, er han den eneste, vi stifter bekendtskab med her i Guld fra Gemmerne, og den japanske baggrund er et tiltrængt indspark i en udpræget vestligt domineret genre. 
Kitaro er ikke bange for at spille gennemkomponeret musik, ja faktisk bliver melodierne til tider en anelse forudsigelige. Men når vi betragter musikken som ét samlet forløb, ændres opfattelsen af de enkelte sange sig. På første side lægges kimen til denne episke rejse, vi skal ud på. Vi starter hjemme i vante rammer. Enkle melodier og genkendelige akkorder samt et lige-ud-af-landevejen groove definerer de to første numre – Auspicious Omen og Halo. Overraskelsen kommer, når vi på Melancholy hører hvordan tempofornemmelsen nedbrydes, og en rubato verden af lyd udfolder sig for os. Som Bilbo i Hobitten, har vi nu forladt Herredet og er på nye eventyr, på ukendt grund. Nu er musikken ikke forudsigelig og rar længere, nu eksperimenteres der med dynamiske lag, nye synthesizerlyde etc. Det er altid forfriskende, når man som lytter bliver positivt overrasket i gennemlytningen af ny musik, og det må man sige, Kitaro har en vis forståelse for her. Selvom der på Melancholy og Embayment ikke spilles et fast tempo, er musikken stadig ekstremt kontrolleret, og det er for mig tydeligt, at vi har med en erfaren komponist at gøre her. Synthesizerverdenen er en legeplads for de kreative. Grænserne, for hvad der kan lade sig gøre med de her instrumenter, synes ikkeeksisterende. Det kræver mådehold at gøre musikken smagfuld, når man har med så mægtigt et instrument at gøre, og vi har heldigvis hørt mange fantastiske eksempler på netop dette i denne artikelserie. Kitaro er rolig, og musikken er fortællingen og instrumenterne er midler til målet. Det er værd især at fremhæve ét nummer på b-siden. Hele b-siden er en fortsættelse af fortællingen, og Sacred Mountain-Sunrise må siges at være et af hovedværkerne på Towards the West. For det første signalerer både musikken og titlen en direkte forbindelse til selve albumcoveret. Ved at kigge på dette smukke billede, og høre musikken samtidig, skabes en særlig følelse af dyb mening. Sacred Mountain-Sunrise er også et af de numre, hvor vi hører markante variationer i det musikalske udtryk. Musikken starter roligt og rubato, og ca. halvvejs inde skifter musikken toneart. Et groove etableres, og der er noget nyt under opsejling. Kitaro indkapsler mesterligt de få minutter der finder sted under solopgangen, hvor mørket og lyset står side om side – og på et øjeblik er solen oppe og dagen gået i gang. Det viser han os gennem musik her. Han viser også at han, som mange andre new age-kunstnere, kan kombinere reallyde og digitale lyde. Resultatet ender med at blive ultraorganisk. Som humlebien der ikke burde være i stand til at flyve, har vi samme effekt med disse to verdener, som indimellem viser sig at forstærke hinandens styrker. De akkorder, vi afslutningsvist hører gentaget i Sacred Mountain-Sunrise, gentages på pladens sidste nummer, Endless Journey. Her får vi gammel vin på nye flasker, og det giver helt vildt god mening netop her. Det er den perfekte afrunding – en hilsen til solopgangen og de dramatiske eskapader, vi har været lyttende vidner til undervejs. Kitaro er ikke bange for gentagelser, og som et ekko skaber denne genkaldelse af akkorder den røde tråd, som fuldender værket. 

Som barn fra 1990’erne har jeg som så mange andre konsumeret ret store mængder japansk popkultur, og det er umuligt for mig ikke at føre tankerne forbi de sentimentale ballader fra det legendariske soundtrack i anime-serien Silver Fang, når pladen begynder med Auspicious Omen. Ligeledes sendes tankerne direkte til melodien The Lonely Shephard, som vi især kender fra Kill Bill vol. 1., når Sacred Mountain-Sunrise lægger fra land. 

Tak til Kitaro for at udvide vores musikalske vokabularium, når vi skal formulere os omkring new age. Hvor vi før har været vidne til eksperimenterende europæeres bud på en fælles kognitiv revolution gennem musik, hører vi her en mere beskeden og ydmyg musiker demonstrere det samme nærvær, den samme intensitet og mange af de samme budskaber overordnet set – blot fra et andet kulturelt udgangspunkt. Igen viser new age-genren sig at være enormt versatil, hvilket giver blod på tanden til at udforske endnu mere fra disse nytænkende kunstneres hænder.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup