Guld fra Gemmerne #77 Aeoliah – Majesty, 1986

Aeoliah – Majesty, 1986
Aeoliah (musik, kompositioner, arrangementer)

“As you listen to this music, visualize the entire planet and cosmos being healed by the radiance of these sound vibrations. Especially recommended for personal transformation and expanding Divine Awareness in the healing arts, meditation, group therapy, and in new age temples and places of worship” – Love, Aeoliah

Det er måske at stramme skruen, at kalde storkontoret på Odense Hovedbibliotek et new age temple, eller et sted hvor man kan opnå en personal transformation. Men som denne artikelserie skrider frem, kan man vel godt argumentere for, at min plads ved pladespilleren efterhånden er blevet et place of worship. Den opmærksomme læser har nok allerede opdaget, at vi igen er sporet ind på Aeoliah, som to år før denne plade udgav The Light of Tao, som vi dyrkede i første artikel i denne sæson (GFG#61). Det er en kraftig opfordring, at man går til denne lytteoplevelse med ro i kroppen og uden for mange distraktioner udefra, pladen flyder over med ægte new age-synthmagi fra øverste hylde – læn dig tilbage og flyd ud i det!

Aeoliah er en new age-institution i sig selv, og med Majesty formår han i endnu højere grad end på The Light of Tao at føre os ind i en helt ægte tilstand af fordybelse og vellyd. Majesty består af fire lange skæringer, som i bund og grund minder meget om hinanden i form og udtryk. Fælles for alle fire numre er, at vi hører følsomme akkordforløb spillet på synthesizer. Ovenpå hører vi en slags melodi, som højst sandsynligt er improviseret frem indenfor en bestemt skalaramme. Vi oplever ikke mange brud og dissonanser i musikken, og det er vigtigt, at vi forstår formålet med netop denne type musik, når vi sætter os ned for at lytte. Hvis man forventer stor variation i udtryk, tempo og orkestrering, så bliver man ret skuffet. Det her handler om fordybelse, og det er vigtigt at tage Aeoliahs ord alvorligt, når han skriver: 

”Majesty is created to remind us of our Divine Nature, turning our energy and attention toward union with God and the Cosmos Holy Spirit. Through reverence and expanding our devotional nature, we can accelerate our personal and planetary evolution.”

Han taler både om en planetarisk evolution, men også en holy spirit i religiøs forstand. Det er interessant at en abstrakt menneskelig udvikling og overlegen natur kan sameksistere med en hellig ånd. Vi kan i hvert fald konstatere, at der er meget på spil for Aeoliah, og musikken viser sig igen at være et middel til et helligt mål om bevidsthedsudvidelse og respekt for den kosmiske evighed. Det kan næsten ikke blive mere new age end det her. 

Da hele pladen er en solooptræden af Aeoliah (undtaget Inner Mounting Flame, hvor Laurie Moore bidrager på violin), som bruger mange af de samme lyde og stemninger, er der ikke meget spændende at sige om kontraster i musikken – og det er heller ikke væsentligt her. Faktisk vil jeg våge at påstå at man slet ikke behøver tydelige skæringer og separate titler for at få den fulde oplevelse af pladen, da musikken er tiltænkt som et meditationsværktøj. Det er vigtigt, at vi køber denne præmis før og mens vi lytter. Titlerne bærer religiøse undertoner, da både Reverence, Sanctus Dominus og Majesty peger hen mod noget guddommeligt, noget større end os selv, noget vi skal være ydmyge over for. Dominerende i lydbilledet er også de simulerede korlyde, som både kan tage os til de hellige katedraler, men også helt ud i de åbne himmelstrøg, hvor naturens uendelighed minder os om, hvor små vi er. På Kitaros Towards the West (GFG #74), mødte vi også et pladecover med et bjerg og en solopgang i fokus. Motivet er næsten endnu mere udpræget på Majesty, som har nogle ret vilde kontraster i motivet. Mørket fra natten, solen der kigger op over bjergtoppene, let dis lavt på himlen og månen klar og tydelig oppe i højre hjørne. En skumringstime over tinderne, naturens daglige magtdemonstration. Det er et udpræget new age-motiv, på niveau med mandalaer, havet og kosmisk abstraktion. 

Bringer Aeoliah noget nyt til bordet med denne relativt sene new age-udgivelse? Nej, det kan man ikke sige. Men musik skal heldigvis ikke have en bestemt progressiv retning for at legitimere sig selv. Aeoliah viser på begge de plader, vi har stiftet bekendtskab med, at musikken eksisterer i nuet – man kan gribe den eller lade den ligge. På den måde udødeliggør han sin kunst, og placerer sig som et af de helt store new age-ikoner, som aldrig går på kompromis med sin egen kunstneriske identitet og essensen af, hvad denne type musik kan gøre for det menneskelige sind. Pladen begynder med klokker, og den slutter med klokker. En tydelig ramme er sat op (ligesom vi hørte det på Frank Perrys New Atlantis GFG #69), og i de omkring 40 minutter musikken står på, skal du placere dig et behageligt sted, lukke øjnene og lade dig rive med.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup