Guld fra Gemmerne #65 Michel Genest – Crystal Fantasy, 1984

Michel Genest – Crystal Fantasy, 1984
Michael Genest (keyboards), Wayne Kingsbury (keyboard on a1). 

Vi er efterhånden begyndt at vænne os til lange passager med tilsyneladende uendeligt tålmod til at efterforske og dykke ned i improvisationer og stemninger på de new age-plader, vi har hørt indtil nu. Peter Michael Hamel gav os to titler på Colours of Time, som stort set var de samme, og resten var op til vores egen fantasi. Som i alle musikalske genrer er de gode kunstnere dem, der kan skabe en autenticitet i musikken; den her ekstra ingrediens, der gør musikken original og ikke blot en reproduktion af noget der før har været. Grænselandet mellem at dyrke en tradition og stå på skuldrene af fortidens helte og samtidig skabe sin egen lyd er en disciplin, som folk bruger halve og hele liv på at opnå og forfine. Når det lykkes, ender de i mængden af stilskabende retningsgivere og er med til at berige verden med kunstnerisk værdi, samtidig med at de udvikler en retning inden for den respektive genre, de arbejder i. En af de mest spændende elementer ved new agen er, at det er en relativt ny genre her i starten af 1980’erne hvilket betyder, at mange af de unge pionerer bryder ud af rockens og poppens lænker for at gå et nyt sted hen med musikken, som har et radikalt andet formål end poppen og rockens appel til den brede befolkning. Hvor popkulturen i høj grad handler om det store fællesskab til koncerter og festivaler, vil jeg våge at påstå, at new agens holistiske udgangspunkt i højere grad inspirerer til at kigge indad, lytte i små grupper, og meditere over tilværelsen ved hjælp af de spændende udgivelser, der befinder sig på genrens unikke spektrum. 

Crystal Fantasy er… Visionary synthesizer music! Denne undertitel giver os, uden at have lyttet til musikken, et praj om, hvad vi er ved at gå ind til, før pladen sættes på, og den er god nok – denne plade flyder over i synthesizerens uudtømmelige univers af vibrationer, simulationer af reallyde, beskedne trommer og meget mere. Hvor vi før har hørt plader med meget få titler, har vi her med en plade at gøre, som virker proppet med musik. Næsten så meget, at mange af numrene næsten ikke når at komme i gang, før de slutter igen. Dette element bryder en smule med new agens mediterende mantra, da vi ret ofte skal skifte modus og gå ind i en ny verden rent mentalt. Vi får da også fornemmelsen af en mere ordinær sangstruktur på pladens første nummer, Most Holy Trinosophia. Det er dog ikke en tendens på pladen, og det virker unikt for dette nummer at have en tydeligt gennemarbejdet melodi som gentages. Med hele 13 numre når vi vidt omkring på Michel Genests debutalbum, der både rummer dyster musik og helt igennem lyse og optimistiske afdelinger. Pladecoveret viser os et billede af denne prisme-/krystal-/glasartefakt, som flyder på en lyserød sky på havet. Solens genskær i prismen fylder himlen med fantastiske farver. Det er i den grad et cover, der afspejler hvordan musikken lyder. Fraværet af bas er væsentligt på Crystal Fantasy, Genest arbejder meget i de lyse registre, og vi kommer aldrig ned i en dyb sump af bas. Numre som Sunrise – First Light, Magical Iridescense, Crystal Fantasy og Radiant Rainbow Prism har alle det tilfældes, at de afspejler pladens lyse og klare farver. Heldigvis er der også tydeligt modspil til disse krystalklare numre, selvom det ikke er en dominerende bas, der giver os kontrasten. Sacred Temple Dance er den perfekte modgift til de førnævnte numre. Her kommer vi i ægte 80’er-filmstemning, og denne musik er helt speciel. En simuleret hi-hat markerer et- og treslaget og giver os en metronom i half-time. Resten af musikken ligger ovenpå, naturligvis med synthesizeren i fokus, som på alle andre numre. Denne musik kunne sagtens fungere i et computerspil eller en sci-fi thriller fra 1984. Sacred Temple Dance er fyldt med karisma og klart en af favoritterne på pladen. Crystal Fantasy bliver aldrig forudsigelig, på trods af at vi ”kun” hører synthesizere på hele pladen. Michel Genest er mester i at bruge synthesizeren på mange forskellige måder, og det giver en særlig balance i musikken. Brug af akkordbrydningssekvenser og simulerede reallyde er med til at nuancere musikken, og improvisationerne kan lægge sig trygt oven på de massive akkompagnementer. Det virker som om, Genest har haft svært ved at vælge fra på denne plade. Crystal Fantasy består af hele 13 individuelle numre, og det gør at meget af musikken næsten ikke kommer i gang før den slutter igen. Det er ret modstridende i forhold til den ro og væren-i-nuet, vi oplever på mange andre new age-plader. Land of Enchantment tager os til Sydamerika med panfløjtelyde, Sacred Temple Dance tager os in i et cinematisk råt univers og Magical Iridescense fører os ud i en stillestående tilstand sammen med den farvegivende prisme, vi ser på coveret. Man kunne sagtens have lavet to plader med det materiale, der er fremlagt, blot hvor hvert nummer fik mulighed for at spille længere tid.

Kæmpe respekt til Michel Genest for bare at give fuld gas i sit eget studie. Han har lavet en stærk plade fyldt med billedskabende musik, og selvom det er en rendyrket synthesizerplade, formår han at komme vidt omkring. Hermed giver han os en magtdemonstration af synthesizerens enorme potentiale. Lyt til Crystal Fantasy og lad dig overraske af de mange hjørner, Michel Genest runder i sin egen surrealistiske krystal-fantasi!

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup