Guld fra Gemmerne #72 Terry Riley - Shri Camel, 1980

Terry Riley – Shri Camel, 1980
Terry Riley (kompositioner & Yamaha YC-45-D elektronisk orgel)

“Thought that is planned is tradition. Thought that is unplanned is imagination. Thought that is both is spirit.” – old Sufi saying.

Med disse tre korte og præcise sætninger bliver vi ledt ind i en enorm linertekst på bagsiden af coveret på Terry Rileys Shri Camel. En plade som, ifølge skribenten på coveret, er et genialt værk, og der er ikke grænser for originaliteten i musikken og fascinationen af Terry Rileys bedrift på dette album. Amerikanske Terry Riley viser os masser af personlighed på dette album, der er delt op i fire skæringer, som alle baserer sig på repetitive mønstre i basregistret. Ovenpå ostinaterne går musikken amok i et virvar af toner, der, som fra et maskingevær, konstant bliver leveret. Shri Camel viser sig at være en kreativ legeplads, hvor Terry Riley vil demonstrere hvordan han synes new age-musikken skal lyde anno 1980. 

Rene intervaller – hvad er det? Som et andet frankensteinprojekt, har Terry Riley fået hjælp af sin gode ven og vejleder Chet Wood, som har modificeret det Yamaha YC-45-D elorgel, Riley spiller på gennem hele pladen. Nu kan elorgelet kun spille såkaldte ’rene intervaller’ og det giver musikken et særpræg, som vi ikke er stødt på før her i serien. Idéen med det veltempererede klaver var jo netop at hvis alt stemmer lidt uperfekt, kan alle tangenter og tonearter på klaveret til gengæld også bruges, og revolutionen i vestlig musik var hermed begyndt da J.S. Bachs ’Das Wohltemperierte Klavier’ viste vejen, og de færreste så sig nogensinde tilbage. Et decideret paradigmeskift, da vi fik flere tonearter, som lød godt og jævne, og hermed flere nuancer at gøre brug af i musikskabelsen. Dette var et afgørende skridt på vejen til den ligesvævende stemning, der er den mest gængse i moderne vestlig musik. Der er i tidens løb lavet været mange eksperimenter med forskellige stemninger – alt fra mikrotonal musik til ligesvævende- og pythagoræisk stemning. Nedarvet kultur har givet os i vesten en idé om at musik skal ’stemme’ for at lyde rigtigt. Hvis der er er toner der skurer i ørerne, forbinder vi dem hurtigt som urene eller som dårligt intonerede og i en traditionel vestlig kontekst, som i f.eks. jazz, rock og klassisk kammermusik, er det netop også utroligt vigtigt, at instrumenterne er stemt ens for at musikken fungerer. Dog skal vi ikke ret langt øst på før vi opdager andre tilgange og traditioner inde for tonernes forhold til hinanden, og for den musikinteresserede er det en rigtig god idé en gang imellem at løfte blikket fra de regler, der definerede den vestlige musik i de store komponisters tid fra 1600-1800 tallet og frem. Selvom det sjældent lykkes at kombinere to vidt forskellige tonale systemer, viser f.eks. Eberhard Schoener os på  Bali-Agúng (GFG #71), at det godt kan lade sig gøre at fusionere vestlige og balinesiske stemninger. Teorierne om instrumentale stemninger er et fascinerende kaninhul, der kan være svært at komme op af igen. Det er videnskab, som man kan læse meget mere om i lange bøger – min pointe er blot, at man skal passe på med at sætte lighedstegn mellem europæisk musikteori og ”rigtig musik”. Vores ører har godt af at blive udfordret! 

Terry Riley har hermed med færre toner at gøre, og musikken kommer alene af den grund til at fremstå en smule monoton men ikke uinteressant. Hele pladen er indspillet, komponeret og produceret af Riley selv, hvilket har givet ham 100% eneret over formen på numrene og pladen som helhed. Musikken er indspillet på en 16 spors optager, og vi hører ligesom på Michael Stearns’ M’Ocean (GFG #66), hvordan musikken bygges op over nogle gentagne melodiske figurer. Hvor Michael Stearns udfordrede de cykliske gentagelser, vælger Terry Riley en langt mere minimalistisk tilgang til selve fundamentet til musikken. Kontrasten er derimod at der, oven på denne basgang, tilføjes et virvar at syntetiske lyde som bare fortsætter og fortsætter. Numrene minder meget om hinanden, men hør f.eks. på Anthem of the Trinity hvordan de næsten 8-bitagtige lyde bliver ved med at opstå og ophøre i lange passager. På intet tidspunkt på Shri Camel hører vi en melodi, hvor vi tænker ”dette er hovedmotivet!”. gentagelsen ligger i det indledende groove, som så gentages om og om igen. Denne gentagelsesværdi er vigtig, da musik som dette har brug for et anker, i form af en gentagen figur (enten rytmisk eller melodisk), for at kunne fungere.

Det befriende new age-element af retningsløshed er til stede på hele pladen. Terry Riley lægger fra land, og ingen af os ved hvor musikken ender – heller ikke ham selv, lader det til. Lige så spontant som musikken opstår med de 100vis af lyde, som tager os tilbage til 1980’ernes arkadespil, lige så abrupt stopper det hele igen. Meningen med musikken er igen at lade sig rive med uden konforme forventninger til musikkens funktion. Vi er her bare, og vi lytter til Terry Riley der spiller hvad han føler lige her og nu. Hvis man er i det rette humør, kan man blive revet med af den hektiske optræden, som ifølge Riley (og skribenten på albumcoveret) både er inspireret af indiske ragaer og vestlige lydidealer. Om musik er godt eller dårligt vil naturligvis altid være en smagssag, og i dette tilfælde synes jeg Shri Camel er en rigtig fed referenceplade i new agen, især også fordi Terry Riley er et anerkendt navn inde for den minimalistiske elektroniske musik. Hans bidrag til new age-bølgen er vigtig, og han præsenterer på Shri Camel nogle lyde på sit elorgel, der fremstår som et sundt modspil til de synthesizere, vi har brugt tid til at lytte på i denne artikelserie indtil videre. 

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup