Guld fra Gemmerne #78 Michael Vetter – Zen-Flöte, 1987

Michael Vetter – Zen-Flöte, 1987
Michael Vetter (musik og kompositioner)

Zen-koto, Zen-gong, Zen-Glocken, Zen-tambura, Zen-flöte og Zen-klavier. Med denne albumrække demonstrerer den originale komponist og new age-kunstner Michael Vetter et hav af akustiske lyde med intens indlevelse. Musik kan næsten ikke være skåret mere ind til benet end den er her, og det gør lytteoplevelsen enormt intens. Det er ikke første gang, vi stifter bekendtskab med Michael Vetter, og denne gang hører vi ham kun på fløjte. Ingen tambura, ingen vokale bidrag som på Tambura Predludes & Pro-vocationes (GFG#68). 

Det er jo et vildt projekt – hele seks LP’er med zenmusik. Men hvad er det egentlig, zenmusik? Ifølge Michael Vetter er zen musik og musik er zen. Han formulerer det således på pladens bagcover:” Music means zen: the goal and the way become one. Zen means music: you are your composition on the way to you”. Den skal lige tygges på, for hvordan kan man være den komposition, der er på vej til en selv? Først skal vi acceptere genrens iboende abstraktionsniveau, rammerne for indspilningen og det musikalske udgangspunkt. I stedet for bare at skrive ”på denne plade hører du mig spille fløjte i 40 minutter i cistercienserklosteret i Thoronet i Sydfrankrig”, bliver både menneske og rum ophøjet til noget langt mere meningsfuldt og kreativt fordrende. Det må være denne tankebenzin, der driver værket for Michael Vetter, for han formår at holde fuldt fokus i 41 minutter på de to skæringer, der er på pladen; Um-weg 1 og Um-weg 2. Han er i en new age-sindstilstand, i zen, og jeg mistænker ham for at være der permanent. Som nævnt i tidligere artikler, er kunstnernes autenticitet med til at legitimere de musikalske valg, og på Zen-flöte er kirkerummet, fløjten og mennesket midler til det samme mål om en meditativ og bevidsthedsudvidende oplevelse, som kun kan opnås, hvis du som lytter tør at hoppe i med begge ben, så at sige.

Jeg er imponeret over Michael Vetters evner på fløjte, og det siger ikke så lidt efter vi har hørt både Paul Horn og Larkin spille fantastisk fløjtemusik på albums i tidligere artikler. Skulle jeg have valgt Zen-glocken eller Zen-koto-pladen, nu hvor vi har så meget fløjtemusik i artikelserien i forvejen? Måske nok, men med denne, nu tredje, fløjteplade, har vi en unik mulighed for at få indsigt i hvordan de umiddelbart ens instrumenter kan lyde vidt forskelligt – og det endda inden for samme genre. Det spraglede persongalleri i new age-miljøet skuffer ikke, og der er ofte en tendens til at menneskelig karisma kommer til udtryk i de instrumentale eskapader. Der er tydelig forskel på de tre fløjtenister, og efter min mening har de hver en tydelig stemme og dermed også hver sin ret i new age-fløjtelandskabet. Vi kan jo sammenligne det lidt med de mange synthesizerspillere, som også griber musikken forskelligt an. Fløjten er nøgen og uden effekt, den er lys og den synger smukt. Som instrumentnørd er denne type udfoldelser guld værd at få lov at dykke ned i, og igen får vi bekræftet at new age-musik både kan være bombastisk og ekstremt enkelt – dette ying-yang-agtige modsætningsforhold har det med at sameksistere i de fleste genrer, og når det er til stede, er det tit her eventyrerne for alvor begynder. Det er i høj grad missionen med musikken, de meditative elementer og det generelle miljø omkring new agen, der gør at alt den vidt forskellige musik, vi har lagt ører til, passer sammen. 

Lige på denne plade giver det ikke meget mening at gå i dybden med forskellige numre. Musikken er ret ensformig, og alt er tydeligvis improviseret. Det er Michael Vetter på stram line, og det skal vi som lyttere blot nyde uden at tænke for meget. Den intellektuelle hjerneaktivitet sættes derimod i gang, når vi læser på pladens cover. Der er en længere tekst om rummet – altså katedralen, der spilles i – og der står blandt andet meget smukt: ”Otherwise a church is anything but at recording studio. The old walls are populated with every kind of living creature: bats, crickets, and such, who energetically take part in the nightly musical visit”. Den her utrolige evne til at lade sig inspirere og respektere et rum på et dybere plan, er noget Michael Vetter er stærk i, og det gør bare at musikken virker. Når først vi anerkender at verden omkring os er konstant vibrerende, kan vi begynde at skrælle de ligegyldige lag af tilværelsens trivialitet og komme helt ind til sagens kerne – og her er new age-musikken et sejt redskab, der med fordel kan bruges i den proces, hvis man ønsker det. Er det prætentiøst? Nej det mener jeg faktisk ikke, men musik har lov til at være højtideligt. Det kan både være af respekt for de 10.000 timer en klassisk pianist har brugt i øvelokalet, men også af respekt for det kosmos, vi befinder os i, og i erkendelsen af at musik er en så ægte menneskelig udtryksform, at den indimellem skal ophøjes til at være andet end blot underholdning. Jo mere vi træner øret, jo mere får vi ud af al den musikalske mangfoldighed, der findes over hele kloden, og som et net af blodårer, pulserer toner og rytmik i alle afskygninger konstant i den menneskelige kultur. 

Musikken på Zen-flöte er nøgen og velklingende, og som afslutning vil jeg citere hvad der menes med titlerne Um-weg 1&2 ifølge Vetter:
”A tone am I, underway in the space of my listening. Everything that is ear in me acts as a detour in you”. Tænd røgelsespinden, find den bløde stol og reciter dette for dig selv mens du lytter til Zen-flöte.        

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup