Guld fra Gemmerne #76 Larkin & Friends – Earth Light, 1985

Larkin & Friends – Earth Light, 1985
Larkin (fløjter, sopran blokfløjte, dulcimer, bækkener, Rhodes Chroma & Yamaha DX7 synthesizers), Michele Cortright (guitar & vokal), Richard Jeske (guitar på a1), Warren Dennis (Lynn trommemaskine), Spencer Brewer (Gleeman synthesizer på a3) 

Barnegrin, fuglekvidr, cikadesang, havgus og vindpust – moder natur er på Earth Light en klar og gennemgående medspiller. En plade udgivet af endnu et hold musikere, som via musik trækker os ind i en fortælling om glæde, mystik, håbløshed og optimisme. Det lyder måske som én stor pose blandede bolsjer, men der er en mening med projektet, og rammen er sat fra start. Goodmorning begynder med helt uskyldige og glade barnegrin og sidste nummer, Goodnight, er en ren sekvens af reallyde fra en stille sø, som emmer af natur og skumringsliv. Rislen i siv, kvæk og udpræget ro afslutter forløbet, og hermed har vi som lyttere med Earth Light fået en suveræn new age-oplevelse. Larkin & Friends formår at mikse reallyde, synthesizers og akustiske instrumenter på bedste vis, og der er mange detaljer at gå på opdagelse i, når man for alvor hopper ombord i lytningen! Rent tilfældigt går vi direkte fra Paul Horn, som spiller solotværfløjte i Taj Mahal til Larkin som, med sine venner, spiller tværfløjte og sopranblokfløjte i et helt andet lydunivers – dog er begge musikere en del af samme new age-bølge. En fløjte er blot midlet til målet, og ved at sidestille de seneste to plader her i serien, bliver det ikke mere tydeligt, hvor altafgørende det kreative menneske er i formidlingen af musik via instrumenterne. Det er ikke for sjov, at vi kalder det ’instrumenter’, lige som en hammer, en sav eller en boremaskine også er det. I sig selv er de ingen ting – de skal vækkes til live ved menneskets hånd.

Vi kan tjekke mange ting af på vores new age-liste, når vi hører Earth Light. Reallyde? Tjek. Synthesizers? Tjek. Kombineret med akustiske instrumenter? Tjek. Har vi med en hippieagtig type at gøre, som elsker naturen ud over det sædvanlige? Tjek. Ja, Larkin & Friends scorer faktisk top i alle vores new age-genredefinitioner, hvilket vi faktisk ikke har oplevet så tit. Og selvom det lyder som en kæmpe omgang, formår gruppen at bruge de forskellige kombinationer og effekter både smagfuldt og musikalsk. Der er en udpræget ro på pladen, og især på Evening Adagio og Velvet River leverer musikerne en udpræget new age-lyd. Numrene er lange og improviserede og fremfor at skulle haste et sted hen i musikken via en tydelig form, er disse to numre gode eksempler på, hvordan man kan formidle et ’nu’ gennem musik. Følelser formidles, og selvom de to numre på papiret minder meget om hinanden, etablerer gruppen her to vidt forskellige følelsesmæssige øer. På Evening Adagio præsenteres vi for en stemning af håbløshed. Postapokalyptiske scenarier, økologisk kollaps og gold slette er blot nogle af de billeder, jeg ser for mit indre øje, når jeg lytter her. Dybe synthesizerlyde, kombineret med en sletteagtig susen og en deterministisk sopranblokfløjte, frembringer denne uhyggelige følelse af uorden. Dernæst skifter scenen, selvom vi på Velvet River på papiret hører de samme lyde. Fløjte, vind og synthesizer. Nu er sopranblokfløjten blot skiftet ud med den bløde og varme tværfløjte, vinden erstattet med en stille rislen over en rolig flod, og synthesizeren ligger i et marginalt andet register med en anden lyd. Med få justeringer er vi i sikkerhed, og musikken frembringer ro i sindet. Sådan nogle detaljer er ekstremt interessante og siger meget om kunstnernes overordnede fornemmelse for effekter i musikken. Tempoet på Evening Adagio og Velvet River er stort set det samme, det er blot de tonale valg, instrumenternes registre og overskriften der skifter, og voilá – to vidt forskellige musikalske udtryk. 

Og sådan kan vi blive ved, når vi går i dybden med sangene på Earth Light. Lidt ligesom på Kitaros Towards The West (GFG #74), fungerer Earth Light bedst, når man hører hele albummet i sin helhed. Og selvom musik kan være svært at beskrive helt præcist med ord, oplever jeg en følelse af at komme i mål, når jeg hører en plade som Earth Light. På Dreamwaves er vi ude i havets uendelige åbne og kaotiske miljø, på Mountain Pass skuer vi over bjergtoppe mod uendelige vidder, og på Velvet River er vi i et sikkert landsbymiljø med kvækkende frøer og cikader i periferien. Der er noget heroisk over den måde, Larkin spiller fløjte på, og det er interessant at høre, hvor forskellige Paul Horn og Larkin griber fløjten an. Larkin er ikke bange for enkle skalavalg, og dissonans hører vi ikke meget af i selve musikken. Dissonansen kommer fra de naturlige skævheder, der kommer når man kombinerer eks. bølgeskvulp med akustisk guitar, eller cikader med synthesizer. 

Som på så mange andre new age-plader, er det sjovt at læse liner-teksten på coveret her. Hvor vi har musikere, som Terry Riley og Ralph Lundsten, der er meget progressive og abstrakte i deres tanker om, hvad new age-musikken kan og skal, har Larkin valgt at gå en lidt anden vej. Af de tre billeder, vi ser på bagsiden, er kun to af dem af optrædende musikere. Nemlig Larkin himself. Ellers er det barnet Terrala Joy Lee, som bidrager med grinet i åbningssekvensen på Goodmorning. Det tredje billede er af en mand ved navn John Jeavons. Larkin dedikerer pladen og 10% af rettighederne til denne mand, som ifølge Larkin har hjulpet jorden til at gro. Ikke i en billedlig forstand, men helt konkret har John Jeavons grønne fingre; en ferm havemand. Han står bag bogen How to Grow More Vegetables. Det er en finurlig detalje, at vi for første gang hører om så lavpraktisk et projekt som dette på en new age-plade. 

På en måde er det befriende, at Larkin ikke nødvendigvis har de helt store kosmiske tanker om, hvad musikken skal. Der skal ikke meget til, før new age-musik bliver en anelse selvhøjtideligt, og med denne vinkel får vi på en måde et såkaldt comic relief. Larkin lever tydeligvis i et miljø omringet af gode folk – grinende børn og dygtige bønder. Og Larkin står i centrum, som musikeren, der bidrager til sammenhængskraften i sin nærkultur med sin kunst. Sikke en smuk og vigtig rolle at have i sit eget liv, samt i de liv der omkranser en.  

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup