Guld fra Gemmerne #70 Vangelis – Invisible Connections, 1985

Vangelis – Invisible Connections, 1985
Vangelis (composed, arranged, produced and performed by).

Vangelis, manden bag soundtracket til den legendariske kultklassiker Blade Runner fra 1982, var en produktiv herre. Især i 1980’erne var der gang i Vangelis, og hvis vi tæller soundtracks, samarbejder, opsamlinger og regulære udgivelser sammen, kan vi tælle 20+ udgivelser fra denne ikoniske grækers hånd bare i dette årti. At Deutsche Grammophon har udgivet denne plade, er interessant, da vi normalt forbinder dette label med den klassiske musik, og det her er meget langt fra både Beethoven og Mozart. Invisible Connections er en genre for sig, og vi befinder os i en mørk ambient verden, hvor et begreb som sonisk stilhed aldrig har givet mere mening. Lad os kaste os ud i det! 

Man kan ikke sige, at berømtheden er steget Vangelis til hovedet her 3 år efter udgivelsen af Blade Runner. Tværtimod er vi på Invisible Connections vidne til kunstner, der inviterer lytteren ind nærmest modvilligt. Musikken er enormt introvert, og det kommer til udtryk på en dystert pirrende facon. Flere steder sidder man nærmest og holder vejret, mens lydene udspiller sig og langsomt skaber et helt originalt univers. Vangelis er stemningernes mester og han forstår hvordan man med meget få virkemidler, kan fastholde lytteren i et auditivt jerngreb. Hvor vi på nogle albums hører et monotont modalt improviserende univers, befinder musikken på Invisible Connections sig i høj grad i den atonale verden, og på intet tidspunkt oplever vi en sikker grundtonefornemmelse. Det er spændingen mellem aktivitet og stilhed, der giver musikken de usynlige forbindelser. 

På a-sidens eneste nummer, Invisible Connections, hører vi et spændende miks mellem akustiske strengeinstrumenter og trommer i ledtog med elektroniske inputs fra synthesizeren. Det er normal praksis i new agen at forbinde reallyde og eksotiske instrumenter med det mest syntetiske, vi kan komme i tanker om, nemlig den digitale synthesizer. Det fungerer ekstremt godt på Invisible Connections, og det er imponerende hvordan Vangelis i næsten 20 minutter formår at holde lydniveauet nede, mens han samtidigt øger intensiteten gradvist i takt med musikkens progression. Hvor vi på a-siden hører Vangelis kombinere det naturlige og det syntetiske i en dyster cocktail, demonstrerer han en mere minimalistisk tilgang til sit univers på pladens b-side. Atom Blaster og Thermo Vision er magtdemonstrationer i tålmodighed og minimalistisk synthesizerspil, hvor stilheden mellem de korte og abrupte toneklynger netop giver de små motiver sin eksistensberettelse. Som Miles Davis var kendt for at sige, ligger musikken i pauserne. Davis var mester i soloopbygninger netop ved brug af tydelige pauser, og på Invisible Connections kan vi høre en musiker, fra en helt anden verden, praktisere netop dette. Vi bliver ikke overdynget af toner og musik, og det gør lytteoplevelsen ret nervepirrende. Og selvom vi på Atom Blaster hører nogle tydelige rytmiske gentagelser, udvikler det sig aldrig til et tydeligt groove, vi kan læne os op ad. Det er stadig et atonalt udgangspunkt han arbejder i, og derfor bliver musikken på intet tidspunkt forudsigelig, netop fordi vi ikke aner, hvad vi kan forvente hverken tonalt, rytmisk eller harmonisk. 

Dette er meget malerisk og stemningsskabende musik, og jeg forstår godt hvorfor Vangelis er blevet brugt i adskillige filmsammenhænge. Det er intenst at lytte Invisible Connections igennem, men selvom musikken ikke arbejder i traditionelle harmoniske vendinger, formår Vangelis at holde energien oppe på hele pladen. Det er en nævneværdig bedrift. For at kunne sætte pris på denne type musik, skal man gå ind i lytteprocessen med et åbent sind, og man skal måske også lade være med at have de store forventninger til, hvad musikken skal kunne. Umiddelbart har musikken ikke en stereotyp meditativ new age-lyd, men der er andre karaktertræk på Invisible Connections, vi sagtens kan forbinde med de andre new age-udgivelser, vi har lyttet til. Musikken er udgivet af Deutsche Grammophon i Vestberlin, og Vangelis arbejder udpræget med synthesizer og akustiske eksotiske instrumenter. Dette er en tydelig identitetsmarkør for new age-musikken. Han skaber musikken på sin egen unikke måde, og det er netop her det begynder at blive spændende. Ved hjælp af de samme instrumenttyper, får de her musikere skabt totalt forskellige udtryk. En stor fællesnævner for hele new age-tankegangen er også, at numrene ikke skal have en traditionel sangform, og dette opgør med populærmusikken har tydeligvis givet mange musikere et frirum til at eksperimentere og få musikken helt nye steder hen. 

Man kan roligt sige at Vangelis er et af de mest succesfulde navne på new age-scenen. Han solgte hele 1 million kopier af soundtracket til filmen Chariots of Fire i 1981 (kilde: The New Age Music Guide, 1989). Utroligt som det end lyder, vidner det i mine ører om en musiker der formår at få folk til at føle noget, når de oplever musikken. At kunne fastholde folks fokus i denne type stemninger, som han f.eks. præsenterer på Invisible Connections, siger noget om Vangelis’ naturlige fornemmelse for flow og opbygning i sin musik. En personlig kunstnerisk nerve, han formår at udnytte til fulde. Kombineret med nogle udgivelseslystne og nysgerrige pladeselskaber, har 1980’erne været en guldalder for den eksperimenterende elektroniske musik. Invisible Connections giver os et samtidsbillede af en musiker, der har været i total topform – kompromisløs, kreativ og enormt fremsynet i sine musikalske visioner.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup