Lyt med #1: David Bowie - Earthling (1997)
Af Jens B.
Med hele 26 studieudgivelser i bagagen formåede David Bowie at nå vidt omkring i sit musikalske udtryk, og der er mildest talt milevidt fra de første udgivelser i slut 1960’erne til de senere albums, Bowie udgav op til sin død i 2016. For mig kræver Bowies musik fordybelse og lytning over en længere periode før musikken for alvor udfolder sig i al sin pragt, hvilket den så til gengæld altid gør. Mine første store lytteoplevelser med David Bowie var, da jeg stødte ind i Honky Dory (1971) for år tilbage. På denne plade hører vi en ung David Bowie, der for alvor viser hvor stærke sange, han kan skrive. Life on Mars, Quicksand og Changes er blot få af de ikoniske numre, vi finder her (Jeg anbefaler altid nye Bowielyttere, at de starter med Honky Dory). Det er også året før alter egoet Ziggy Stardust bliver Bowies modus operandi i en årrække. Senere stifter vi bekendtskab med The Thin White Duke på Station to Station (1976) og lige før 1980’erne gør sit indtog, leverer David Bowie sin famøse Berlintrilogi med hovedværket (hvis du spørger mig og mange andre) Low (1977) som et af de absolutte bedste rockværker i historien. Mødet med Brian Eno i Berlin og fusionen med den tyske Krautrocks elektroniske indentitetsmarkører giver endnu engang Bowie en ny lyd at boltre sig i.
Og sådan var det altid med David Bowie – en konstant higen efter ny inspiration gjorde ham til en af de vigtigste og progressive kunstnere i sin samtid. David Bowies musik har aldrig haft en udløbsdato, og det er nok derfor han stadig regnes for at være en af de største ikoner i rockhistorien. Musikken modnes og sangskrivningen forædles i disse år, og Bowie kommer enormt stærkt ud af 1970’erne, som på mange måder var legendens helt store årti, når vi ser på hvor mange hits og anmelderroste albums, han udgav i denne periode.
Der er så mange ting at sige om David Bowie, og foruden al den legendariske musik, er der skrevet et hav af bøger, lavet dokumentarfilm, musikvideoer og interviews galore. Mange af David Bowies albums fortjener sine egne artikler, men jeg vælger i denne omgang at lægge vægt på et af mine yndlingsalbums. Albummet Earthling, som udkom i 1997.
Earthling:
Da jeg hørte Earthling første gang var jeg dybt overrasket. Intet af det jeg hørte, var noget jeg forbandt med den Bowie jeg elskede fra Honky Dory og Station to Station. Jeg kunne ikke undgå rent fysisk at mærke den massive energi, der er til stede fra første tone på Earthling. Bowie ville med på drum’n’bass-bølgen, og selvom han måske var lidt sent på den her i 1997, ændrer det ikke på, at det i den grad lykkedes ham at skabe et helt unikt udtryk, der forener Bowies særlige sangskrivning med en genre, vi ikke normalt forbinder med David Bowie. På Outside (1995) begynder Bowie så småt at forme lyden, og de to albums her repræsenterer samlet en kort periode i hans diskografi, hvor der eksperimenteres med det jeg vil kalde for en industriel lyd, mekanisk og ja – hard core!
Numre som Little Wonder, Dead Man Walking og I’m Afraid of Americans er magtdemonstrationer. Ikke blot er sangskrivningen dybt original, men selve mikset mellem de syntetiske elementer og de virtuose musikere, der spiller med på hele pladen, gør lytteoplevelsen så intens, at man ikke kan undgå at lade sig rive med. Jeg elsker fornemmelsen af den håndværksmæssige kapacitet, der leveres i samspillet på trommer, bas og guitar af hhv. Zack Alford (trommer) og Gail Ann Dorsey (bas) og Reeves Gabrels (guitar). Det lyder så vildt!
Bowie skaber med sangene på Earthling en skarp modpol til de tidlige numre på Honky Dory. Prøv blot først at hør Life on Mars? og Telling Lies bagefter. Det er en enorm kontrast, men begge sange er lige vigtige i forståelsen af kompleksiteten i David Bowies sangskrivning. Selv pladen Reality, som udkom få år efter i 2003, er meget langt fra Earthling. Denne midt- slut 90’er-epoke er noget særligt når vi snakker Bowie, og han kastede sig ud på dybt vand med pladerne Outside og Earthling – og jeg takker ham, for jeg synes nogle af de bedste Bowiesange er at finde på de her plader, og især på Earthling som er så energisk at det halve kunne være nok. Han fortsætter med at inspirere, og det er uden tvivl Earthling der fik mig i gang med de senere værker. Før denne musikalske øjenåbner, befandt jeg mig i trygt selskab med Ziggy, Aladdin Sane, Major Tom, The Thin White Duke og alle de andre heroes fra 1970’erne.
Lyt til Earthling og lad dig rive med!
(Advarsel: der kan forekomme kommafejl eller andre menneskeligheder, da der på intet tidspunkt er brugt Ai i sammenfatningen af denne tekst)
Artikel skrevet af: Jens Samuel Schleicher Bønnerup
foto: wikipedia