EU

State of the Union 2025 del 3: Social retfærdighed

Dette er del 3 af 4 artikler, der tematisk gennemgår Ursula Von der Leyens “State of the union” tale, afholdt den 10. september 2025 i Strasbourg. Emnerne for denne del af talen var kvalitetsjobs til europæiske arbejdstagere og en udryddelse af fattigdom inden 2050.

Af Thomas L.

Det var tydeligt i Van der Leyens tale, at for hende var den sociale balance, sammen med demokrati som omtales i artikel 4 om State of the Union-talen, den lim som binder det hele sammen og gør fællesskabet stærkt og meningsfuldt, hvorfor svækkelsen af den lim udgør en trussel mod Europa.  

Kvalitetsjob eller Bureaukrati? 

Som gennemgående tema valgte Von der Leyen at italesætte de sociale rettigheder, der efter hendes mening skal være centrale principper for EU.  

Von der Leyen pointerede, at konkurrenceevne og grøn omstilling i sidste ende handler om at skabe gunstige levevilkår for EU-borgerne, blandt andet gennem jobmarkedet.  

Derfor fremlagde hun et helt nyt lovinitiativ: Quality Jobs Act   

Formålet med loven er at skabe jobs af høj kvalitet, som giver folk mulighed for at leve et værdigt liv – især i en tid, hvor mange europæiske familier kæmper med stigende leveomkostninger og økonomisk usikkerhed. Loven skal være et redskab til at fremme social retfærdighed og økonomisk stabilitet.  

Lovens nærmere indhold blev dog ikke fremlagt, men det har længe været efterspurgt af især fagbevægelsen og dele af venstrefløjen. Således havde sammenslutningen af europæiske fagforeninger (ETUC) skrevet et åbent brev til Van der Leyen om talens afholdelse, hvor de opfordrede til initiativer angående sociale rettigheder og arbejdstagerbeskyttelse. Men den type initiativer kritiseres af de liberale partier og erhvervsinteresserne, der frygter rigide bureaukratiske regler, der hæmmer fleksibilitet og innovation, og som mener at den slags lovgivning overskrider EUs formål.  

Udryddelse af fattigdom inden 2050 

Bekæmpelse af fattigdom var et andet centralt emne som Von der Leyen berørte. Hun indleder med at understrege, at kampen mod fattigdom handler om grundlæggende social retfærdighed. Det er en moralsk og politisk nødvendighed at håndtere dette spørgsmål, fordi mange europæiske familier oplever økonomisk pres, stigende leveomkostninger og må foretage daglige ofre for at få økonomien til at hænge sammen. 

Kommissionsformanden annoncerede at Kommissionen vil fremlægge en ambitiøs europæisk strategi mod fattigdom, med det klare mål at udrydde fattigdom i Europa inden 2050. Hun fremhævede også en særskilt plan målrettet fattige børn kaldet Child Guarantee, som oprindeligt blev lanceret i 2021, der skal sikre børn uddannelse, sundhed, ordentlige boligforhold samt god ernæring, uden dog at introducere noget væsentligt nyt.  

Priserne skal ned 

Kommissionsformanden gjorde en del ud af de stigende leveomkostninger. Her fremhævede hun fire centrale poster: Energipriserne, boligpriserne, bilpriserne og fødevarepriserne.  

For at sænke priserne på disse poster, og dermed gøre livet lettere for EU-borgerne, blev følgende forslag præsenteret:  

Energipriserne 

Kommissionsformanden peger på afhængigheden af russiske fossile brændstoffer som den primære årsag til prisstigninger og fremhæver behovet for at erstatte disse med ren, hjemmeproduceret energi – herunder vedvarende energi og atomkraft som grundstene. For at understøtte denne omstilling vil Kommissionen fremlægge en Grids Package og lancere initiativet Energy Highways, som skal fjerne otte kritiske flaskehalse i energiinfrastrukturen og sikre hurtigere godkendelser og bedre sammenkobling mellem medlemslandene. 

Boligpriserne 

Kommissionen ser boligproblematikken som en social krise, der truer Europas sammenhængskraft og konkurrenceevne. Med boligpriser, der er steget med over 20 % siden 2015, og byggetilladelser, der er faldet med over 20 % på fem år, er det blevet tydeligt, at mange europæere ikke har råd til at bo, hvor de arbejder eller studerer. Kommissionen vil derfor fremlægge den første europæiske plan for overkommelige boliger, som skal gøre boliger mere tilgængelige, bæredygtige og af højere kvalitet. Planen vil være forankret i lokale realiteter og understøttet af en revision af statsstøttereglerne, lettelser i byggeprocessen og en lovgivningsmæssig indsats mod korttidsudlejning. For at sikre politisk momentum vil Kommissionen indkalde til det første EU-topmøde om boliger

Bilpriserne 

Kommissionen vil samarbejde med industrien om et nyt Small Affordable Cars-initiativ. Målet er at udvikle en europæisk elbil, defineret som miljøvenlig, økonomisk og europæisk – en bil, der er ren, effektiv, let og til at betale, og som produceres i Europa med europæiske forsyningskæder. Kommissionen understreger, at Europa ikke må overlade dette marked til Kina og andre globale aktører, og at fremtidens biler skal bygges i Europa. 

Fødevarepriserne 

Kommissionsformanden fremhævede, at Europas landmænd og fiskere ikke blot leverer mad af høj kvalitet, men også er nøgleaktører i bevarelsen af biodiversitet og fødevaresikkerhed. De står dog over for betydelige udfordringer, herunder høje inputomkostninger, bureaukrati og unfair konkurrence. Kommissionen har allerede forenklet den fælles landbrugspolitik og sikret indkomststøtte, men vil nu gå videre med en revision af lovgivningen om urimelig handelspraksis for at sikre, at landmænd får en retfærdig pris og profit. Derudover vil Kommissionen øge kampagnebudgettet og lancere en ny indsats: “Køb europæisk mad”, som skal styrke forbrugernes bevidsthed og støtte til europæisk produktion. 

Således mange forslag og initiativer, men også meget som stadig står noget uklart hen, samt en stor usikkerhed om der overhovedet kan findes enighed om at vedtage det. Europe Direct Odense følger naturligvis udviklingen.  

 

Du kan finde links til de andre artikler i serien samt en kort præsentation af talen ved at gå til præsentationsartiklen.