Bliv oprettet som bruger

Før du går i gang med din informationssøgning på biblioteket, er det en fordel at være oprettet som bruger fra start. Måske er bogen udlånt, i proces eller står på et lukket depot. Mød op på biblioteket med legitimation eller opret dig via MitID på vores hjemmeside. Vejledning til at oprette bruger med MitID.

 

Hvordan søger jeg efter materialerne?

Dit udgangspunkt for søgning er bibliotekets hjemmeside odensebib.dk. Du finder søgestationer forskellige steder i udlånet, men det er selvfølgelig også muligt fra din egen pc, mens du er på bibliotekets wi-fi.

Odensebib.dk består af meget andet end bøger, og det skal du være opmærksom på, når du ser på dine resultater. Du kan f. eks. finde henvisninger til artikler, som Odense Bibliotekerne ikke selv har, og der vil være diverse digitale materialer blandt resultaterne. Du er altid velkommen til at kontakte en bibliotekar, hvis du har spørgsmål.

Du kan også have forskelligt formål med din søgning. Enten kender du den eksakte bog, kender en forfatter eller også skal du i gang med en større emnesøgning. For tips til en mere generel søgestrategi og opgavetips, kan du finde hjælp på siden om opgaveskrivning.

 

Huskeliste

Hvis du skal have mange materialer med hjem, er det en fordel at færdiggøre din søgning inden du går på hylden. Det kan også være svært at huske eller vurdere, om materialet er relevant, og derfor kan du bruge huskelisten i din brugerprofil og vende tilbage til dem senere. Dette er især nyttigt, hvis du sidder derhjemme, og ikke kan gå til hylden med det samme. Se efter ikonet "tilføj til huskeliste" i den detaljerede visning af materialerne.

 

Materialets placering

Bemærk! Da du ofte ikke kan printe søgeresultaterne ud fra bibliotekernes søgestationer, kan du bruge telefonen til at tage et billede af den bog, du skal hen til hylden og finde. Mange glemmer desværre det vigtige på billedet, og det er placeringen. Det er ikke nok at tage et billede af bogens titel, når bogen måske ikke er hjemme på det bibliotek, du befinder dig på. Bogen kan også være stillet op på en anden måde, end hvad du forventer.

 

Eksempel:

 

Vigtige opstillinger, du skal holde øje med

  • Udlån - materialet er umiddelbart tilgængeligt for udlån i den almindelige samling. Gælder både Hovedbiblioteket og filialerne
  • Magasin - bevaringsværdige materialer, der kan være af ældre dato. Det står i kælderetagen på Hovedbiblioteket
  • Lån og Læs - nye og populære materialer, der ikke kan reserveres. Findes på en særskilt udstilling og gælder både Hovedbiblioteket og filialerne
  • Materialehotel - aflåst rum på Hovedbiblioteket. Du skal have fat på en bibliotekar på Hovedbiblioteket i bibliotekets bemandede åbningstid
  • Musik Nærdepot - aflåst rum på Hovedbiblioteket. Du skal have fat på en bibliotekar på Hovedbiblioteket i bibliotekets bemandede åbningstid
  • Udstilling - på Hovedbiblioteket kan materialer være på udstilling på alle etager. Spørg et personale, hvis du mangler hjælp til at finde det
  • Håndbog - materialet kan ikke hjemlånes men benyttes på stedet

 

Emner opstillet efter DK5 emnetal

Faglitteraturen er på alle landets folkebiblioteker ordnet i et nummersystem, der hedder DK5 - Dansk decimalklassedeling. Numrene løber fra 00-99.99, og hvert nummer repræsenterer et nyt emne, og jo flere decimaler, der kommer på, jo mere specifikt bliver materialets indhold. Det tager tid at sætte sig ind i, men der er hjælp at hente flere steder.

I dag ligger DK5 fortegnelsen over emner på en hjemmeside, som du finder her. Den er et rigtig godt værktøj, da du her kan se hvilke relationer og underemner, der knytter sig til de større emnegrupper. Du kan også søge direkte efter et emne, og få vist det rette nummer at se efter på hylden.

 

Hvad har biblioteket på hylderne?

  • Bøger
  • Håndbøger
  • Tidsskrifter
  • Aviser
  • Musik/noder
  • Til pausen: Film, brætspil, computer- og konsolspil

 

Hvordan finder jeg rundt på Hovedbiblioteket?

Det tager tid at finde rundt de første gange, du besøger Hovedbiblioteket i Borgernes Hus. Der er flere etager, og alting kan virke godt rodet sammen. Vi hjælper gerne med vejvisning, men på denne side, kan du orientere dig, inden du går på jagt efter bøgerne eller du kan se denne video, hvor du vises rundt på Hovedbiblioteket


 



Af: maok

Udgivet: Tirsdag 19. juni 2018 • Opdateret: Torsdag 11. januar 2024