You make me Dizzy Mizz Lizzy - 30 års jubilæum | Odense Bibliotekerne

Når du sidder og læser denne artikel, kender du nok allerede historien om, at Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock i 1993 foran Kashmir og om deres enorme succes i Japan. Du kender nok også historien om et band, som ville i forskellige musikalske retninger og derfor gik hver til sit. Og du ved alt om comebacket med udsolgte koncerter og to album, der lyder som et mere modent Dizzy Mizz Lizzy. Alt det sjove, jeg kan fortælle om bandet, kender ud allerede. Derfor: En anekdote.

Den helt store grund til, at jeg for alvor opdagede Dizzy Mizz Lizzy, er en af mine brødre. Dengang jeg stadig boede hjemme og han boede i Odense, kom jeg nogle gange på besøg, hvor vi hyggede sammen over weekenden. Én af de skæbnesvangre ture endte med, at han gave mig to cd’er med hjem med musik, han godt kunne lide. Der var meget blandet rockmusik, deriblandt Dizzy Mizz Lizzy, og jeg var solgt. Straks skulle Dizzy Mizz Lizzy og Rotator købes på cd og være en del af min samling. Og selvfølgelig var jeg der også, da de tog på gendannelsesturne i 2010 – og til flere koncerter siden.

Jeg har for vane at gennemgå de bedste sange på albummet, men jeg vender det om denne gang. For du kender selvfølgelig de fleste, som minimum de største hits, som også er de bedste sange på albummet. Jeg vil i stedet kigge på albummets overordnede sangstruktur, soloerne og teksterne:

Sangenes opbygning
Sangene på albummet følger nogenlunde samme skabelon. En intro på knap et minut, hvor det gennemgående riff præsenteres. Derefter følger et stille vers – relativt til omkvædet – en bro og et episk, højenergisk omkvæd efterfulgt af et mellemstykke. Variationen ligger i, hvor mange gange figuren gentages, og om den brydes af en solo.

Nu kan det umiddelbart lyde negativt, at der er så fast en skabelon for alle sangene, men sådan er pop- og rockmusik. Det giver genkendelighed og struktur, og det virker. For at få et hit, skal man gentage nogle genkendelige strukturer, samtidig med at man pynter med noget nyt, og det kan Dizzy Mizz Lizzy finde ud af.

Som primær sangskriver, guitarist og sanger – og dermed også hovedarkitekten bag sangenes strukur - kommer Tim Christensen meget i fokus, men jeg vil skynde mig at fremhæve Søren Friis på trommer og Martin Nielsen på bas. Deres arbejde som rytmesektion er groovy og legende, og giver en lethed til sangene, som kunne være ødelagt, hvis de havde spillet mere ordinært. Det bedste eksempel er på ”Love me a little”, hvor de virkelig får lov at træde frem og vise deres evner. Her kan nummeret genkendes med det samme, udelukkende ved deres biddrag. Det er en kæmpe styrke for bandet, at der ikke er svage led i bandet, og så spiller de bare godt sammen. Men tilbage til sangstrukturen og soloerne.

Solo
Der har været meget snak om soloer blandt musikbibliotekarerne. Jeg kan godt lide dem i moderate portioner, hvor andre på kontoret generelt ikke er så meget til soloer[1]. Argumentet er, at mange soloer ødelægger flowet i sangene, bliver for lange og er for meget blær. Soloerne på Dizzy Mizz Lizzy er ikke skyldige i nogen af ovenstående synder. De er velovervejede, velspillede og relativt korte. Tim Christensen går aldrig i tomgang, og hver gang, der er det mindste optræk til det, varierer han. Det er lækkert at lytte til, og jeg er begejstret for lige netop hans måde at spille en solo på. Korte, præcise og i sync med sangene. Det er vigtigt at bemærke, at der ikke er soloer for soloernes skyld. De er der alle for at drive sangene fremad, så hvis der ikke er brug for en solo, så er der ikke en solo i sangen.  

Teksterne
Nu kommer der lidt malurt i bægeret, men også kun lidt. Det var nogle unge fyre, der i 1994 udgav deres debut og sangskriver- og engelskkundskaberne var ikke på deres højeste. Jeg siger ikke, at alle deres tekster er nonsens, men der er ikke ligefrem kælet for detaljerne. Vi tager lige omkvædet fra ”Waterline” som eksempel:

She don’t mind
She took time
In a crime
It’s just another waterline

Det betyder ingenting. Så er det store spørgsmål: Er det vigtigt? Nej, det er det ikke. Jeg tror gerne Tim Christensen ville være en stor sangskriver på dette tidspunkt, men han var det ikke. Til gengæld synger han tydelig, og helt ærligt: Tag lige til en Dizzy-koncert og lyt til publikum. De kan godt sangene alligevel og er da ligeglade med, hvor stor skrivekunst, det er. Betragt i stedet vokalen som et instrument på lige fod med de andre.

Jeg kan godt lide at dykke ned i teksterne, når jeg skriver om musik, for jeg synes det gør musikken en tjeneste, når der også er noget dybde. Jeg dropper analysen i denne artikel, for det handler mere om energiudladning end om store følelser.

Dizzy kom frem i en tid, hvor grungen med bands som Nirvana og Soundgarden var kæmpestore, og hvor jeg vil komme med samme argument. Det er ikke stor lyrik – jeg aner ikke hvad ”Smells Like Teen Spirit” og ”Black Hole Sun” handler om – men det er ikke vigtigt. Cobain og Cornell sang endda så utydeligt, at man næsten ikke kunne tyde, hvad de sang. Det er altså ikke enestående for den tidstypiske rockmusik med denne type lyrik.

Afslutning
Jeg argumenterer ofte for, at dette album hører til i en tid. Dizzy Mizz Lizzy ramte ned i en lomme, hvor de i den grad manglede, og eksploderede. De skriver efter min mening bedre musik i dag. ”Amelia”, deres knap 23 min. lange proggede nummer, som afslutter Alter Echo, står for mig som et større værk end noget andet, de har lavet. Men ”Waterline”, ”Silverflame”, ” Glory” og alle de andre sange er så dybt forankret i dansk musikhistorie, at de for altid vil stå tilbage som klassikere.

Jeg synes albummet er klart stærkest i starten. Den første halvdel, op til og med ”Love me a little” er virkelig gode sange, som de fleste bands aldrig kommer i nærheden af, mens kvaliteten i anden halvdel falder. Dermed ikke sagt, at det er dårlige sang, men niveauet i starten er tårnhøjt og har ramt ned i noget helt rigtigt i 1994. Nogle albummer er kæmpestore en overgang, men bliver lige så stille glemt, som tiden den går. Dizzy Mizz Lizzy er så vigtig, at den vil blive opdaget af nye generationer langt ud i fremtiden.