Vær med i nyt syfællesskab på Hovedbiblioteket - og hjælp os med at blive endnu mere bæredygtige
På biblioteket arbejder vi altid på at blive mere bæredygtige, og vores nyeste idé kræver din hjælp. Vi ønsker os nogle ’bibliotekssyede’ net, som vi kan låne ud til vores lånere, så de har noget at bære bøger, spil og musik fra vores hylder og hjem – og retur igen
Drømmer du om spolekapsler om natten, og står en ny trykfod til din Bernina øverst på din ønskeliste? Så vil vi meget gerne låne dig et par timer om ugen!
Med start torsdag d. 5. oktober skyder Hovedbiblioteket gang i et nyt syfællesskab, som vi har valgt at kalde Netværkeriet.
I Café Ordet vil vi fremover hver torsdag fra kl. 9.30-12.00 stille symaskiner, stof, tråd, sakse og opskrift klar til et lille hold af sy-stærke frivillige. Caféen sørger for gratis kaffe og kage, og du og de andre frivillige sørger for produktionen af net og et hyggeligt fællesskab på biblioteket.
Vi skal bruge ca. 8-10 frivillige, og du vil blive del af et kreativt fællesskab sammen med andre sy-entusiaster. Og ikke mindst – du vil hjælpe os med at gøre noget godt.
Hvis du vil høre mere eller allerede nu ved, at du vil med i Netværkeriet, så skriv til Helene på hnel@odense.dk. Hun kan svare på dine spørgsmål, og det er også hende, der sørger for at, vi lander på det helt rigtige antal frivillige.
Vi glæder os til at se dig og tage alle de kommende bæredygtige net i brug.
Udgivet: Mandag 11. september 2023 • Opdateret: Mandag 18. september 2023