På Odense Bibliotekerne tror vi på, at interessefælleskaber kan noget helt særligt, og derfor lægger vi også hus til rigtig mange forskellige former for fællesskaber. 

Synes du, - ligesom os - at oplevelser og interesser er bedst, når de bliver delt med andre, så læs med her. For måske har vi lige præcis dét fællesskab, du slet ikke vidste, du manglede.

 

En kop kaffe og en masse gode snakke om bøger. 

Det bliver en hyggelig time, hvor alle er velkomne til at dukke op og snakke litteratur sammen med andre. Man behøver ikke forberede sig, andet end at have lysten til at snakke om bøger i en gruppe. Og om du er 20 eller 70 år er lige meget. Der vil altid sidde en bibliotekar for bordenden, som vil tage ansvar for snakken. Indholdet i cafeen vil være blandet. Altid vil vi tage en runde, hvor vi f.eks. fortæller om den bog vi lige nu har gang, den bedste bog vi har læst, den værste bog vi har læst, vores yndlingsforfatter, den bog som, har gjort størst indtryk på os. Sommetider vil vi også få besøg af en lokal forfatter, et lokalt forlag, en bogblogger eller vi udsætter hinanden for en omgang guidet fælleslæsning. I det hele taget vil der være højt til det litterære loft.

Man behøver ikke melde sig til. Du deltager bare, når du har tid eller lyst. Det kan være hver mandag, eller det kan være en gang imellem.

 

Tid og sted

Mandage kl. 15.00-16.00 på Hovedbiblioteket, 2. sal

Gratis adgang og tilmelding ikke nødvendig

-------
 

Vi inviterer på kaffe og samtaler om bøger på Tarup Bibliotek. Kom og tilbring en hyggelig time i selskab med bibliotekaren, og hvem der måtte komme forbi til en uformel snak om alle slags læseoplevelser. Vi dyrker fællesskabet. Hver gang vil vi have en bog med til anbefaling, men ellers bare glæde os til at blive inspireret af, hvad du har at fortælle.

Alle er velkomne og behøver ikke medbringe andet end lysten til at snakke om bøger.  

 

Tid og sted

Tirsdage kl. 15.00-16.00 på Tarup Bibliotek

Gratis adgang og tilmelding ikke nødvendig

-------
 

På Vollsmose Bibliotek finder du vores åbne lektiecafé. Det er et tilbud, der henvender sig til folkeskolens elever op til 7. klasse.

Lektiehjælpen foregår i trygge rammer på biblioteket og finder sted 2 gange ugentligt. 

 

Tid og sted

Mandage og onsdage kl. 16.00-18.00 på Vollsmose Bibliotek

Gratis adgang og tilmelding ikke nødvendig

-------
 

Elsker du at strikke, og vil gerne gøre det i godt selskab? Så prøv vores strikkecafé. En gang om ugen mødes glade strikkeentusiaster på Dalum Bibliotek og Tarup Bibliotek. Der bliver snakket, udvekslet erfaringer og strikkeopskrifter, studeret garn og prøvet modeller, samt strikket på livet løs. Husk kaffen og strikketøjet.

 

Tid og sted

Tirsdage kl. 13.30-15.30 på Dalum Bibliotek. Gratis adgang og tilmelding ikke nødvendig

Torsdage kl. 14.00-16.00 på Tarup Bibliotek. Gratis adgang og tilmelding ikke nødvendig

-------
 

Er du studerende og savner du et oplagt sted at fordybe dig sammen med andre studerende? Så kig forbi Vollsmose Bibliotek, der en dag om ugen sørger for kaffe på kanden, hjælp til kopi og et trygt studiested for både individuelle studerende og studiegrupper. Her er gode rammer og ressourcer til rådighed - det er gratis at deltage, men kræver tilmelding til STUDIEFÆLLESSKABET. Husk at medbringe gyldigt studiekort.

 

Tid og sted

Torsdage kl. 16.00–19.00 på Vollsmose Bibliotek

Gratis adgang for studerende og gymnasie/HF-elever og tilmelding ikke nødvendig

-------
 

Musikbiblioteket inviterer til fællessang den første torsdag i måneden!

Sang skaber glæde, fællesskab og indre ro. Sang løsner op for spændinger i krop og sind og knytter bånd på tværs af køn, alder og livssituation. Fællessang synkroniserer hjerterytmerne, producerer lykkehormoner, øger blodcirkulationen og sender kolesteroltallene nedad. Vi bliver gladere, klogere, mindre stressede og sover bedre om natten, når vi synger sammen. Og det vil musikbiblioteket gerne bidrage til at bevare. Så vi byder på en kop kaffe, sætter stole op, kører Steinway’et i stilling og glæder os til en månedlig stund sammen, hvor vores ’in-house’ musikere Jens, Mette og Katrine sørger for at akkompagnere og synge for, så ingen føler sig alene i spotlyset.

 

Tid og sted

Første torsdag i måneden kl. 9.30-10.30 på Musikbiblioteket 

Gratis adgang og tilmelding ikke nødvendig 

-------
 

Temaklubber er for dig, der gerne vil prøve kræfter med en læseklub, men ikke har lyst til at forpligte dig i en længere periode. Over tre til fire mødegange går klubben i dybden med et emne og diskuterer litteratur og relevante emner.

Der vil altid sidde en tovholder for bordenden, som sætter gang i snakken. Vi læser skønlitteratur på dansk, og nogle gange inddrager vi faglitterære tekster indenfor det valgte tema.

 

Tid og sted

Du kan orientere dig på temaklubbernes hjemmeside (www.odensebib.dk/temaklubber)

Det er gratis at deltage i temaklubberne, men tilmelding er nødvendig. 

-------
 

Sprogcafeen er for dig der er kommet godt igang med at snakke dansk, men gerne vil blive endnu bedre. I sprogcafeen møder du frivillige sprogtrænere og bibliotekarer, der står klar til at hjælpe dig med at forbedre dit danske sprog. I hyggelige rammer på biblioteket arbejder vi med det danske sprog gennem samtaletræning, udtaleværksted og andre spændende aktiviteter. Bibliotekarene vil også løbende inspirere til hvordan du i din fritid kan blive bedre til dansk.  

 

Tid og sted

Tirsdage kl. 14.00-16.00 på Hovedbiblioteket, 2. sal

Gratis adgang og tilmelding ikke nødvendig

-------
 

Strikker, hækler eller broderer du, og kunne du tænke dig at sidde og nørkle sammen med andre? Så kom til krea & kringle i caféen på 2. sal på Odense Hovedbibliotek. Her kan vi sidde i ro og mag med hver vores projekter, mens vi hyggesnakker og kan give hinanden tips og tricks og gode ideer til nye projekter. Hvis du har lyst til at være med, så giver vi et godt tilbud på kaffe og lidt godt til ganen på dagen.

 

Tid og sted

2. onsdag i måneden kl. 10.00-12.00 i Café Ordet på Hovedbiblioteket. Du kan altid se, hvornår der er Krea & kringle igen under arrangementsoversigten her på hjemmesiden

Gratis adgang og uden tilmelding

-------
 

Har du lyst til at møde andre omkring litteratur og blive en del af et unikt læsefællesskab? Så læs her og find ud af, hvordan du tilmelder dig fælleslæsnigen i Historiens Hus.

Fælleslæsningen styres af bibliotekar Signe Foght Hansen, som læser teksterne højt. Teksterne er udvalgt på forhånd, så det kræver ingen forberedelse, blot en lyst til at mødes med andre for at tale om de personlige erfaringer, tanker og følelser litteraturen vækker.     

Litteraturen, som Signe Foght Hansen læser op af, kan være en novelle, digt, kortprosa eller et uddrag fra en roman. 

Historiens Hus byder på en kop kaffe eller te.

 

Tid og sted

Fælleslæsningen foregår i Historiens Hus. Du kan altid se, hvornår læsekredsen mødes igen under arrangementsoversigten her på hjemmesiden

Pris: 25 kr. pr gang og tilmelding nødvendig

-------
 

Kom med i Dalum Biblioteks læsekreds. Her er du i kyndige hænder og godt selskab, når den lokale bibliotekar udvælger fantastiske bøger. Når du er med i 5250 Læser, er du ikke kun sikret en særlig læseoplevelse - det er den efterfølgende snak om bogen i selskab med bibliotekaren og andre litteraturbegejstrede lånerere, der gør litteratyroplevelsen til noget særligt. Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage - bare at du gerne vil læse en god historie og dele dine tanker med andre læsere.

 

Tid og sted

Mødegange ca. 1 gang om måneden på Dalum Bibliotek. Du kan altid se udmeldte datoer for, hvornår læsekredsen mødes under arrangementsoversigten her på hjemmesiden

Gratis adgang. Tilmelding nødvendig pr. gang

 

 



Af: chgem

Udgivet: Mandag 28. august 2023 • Opdateret: Onsdag 17. april 2024