22 timer ekstra selvbetjent åbningstid på Tarup Bibliotek fra mandag d. 2. marts
Tarup Bibliotek udvider åbningstiderne markant fra 2. marts. Det betyder, at du fremover får adgang til biblioteket 22 timer mere om ugen med selvbetjent adgang formiddag, eftermiddag og i weekenden – nu også søndag.
Af Jeanette S.
Den nye selvbetjente adgang betyder, at biblioteket er åbent uden bibliotekspersonale, og at du bruger biblioteket på egen hånd. Til gengæld giver de flere åbningstider større fleksibilitet i din hverdag, og du kan bruge biblioteket, når det passer dig.
Mandag og onsdag formiddag er biblioteket helt selvbetjent. Senere på dagen, i den selvbetjente åbningstid om eftermiddagen, vil der være biblioteksguider til stede, som kan hjælpe med praktiske spørgsmål, som fx hvor du kan finde dine reserverede bøger, eller hvis udlånsautomaten driller.
Også i weekenden bliver åbningstiden udvidet.
Lørdage starter som vanligt med betjening, og herefter holder biblioteket åbent med selvbetjening, hvor du kan møde biblioteksguider. Søndag åbner biblioteket udelukkende for selvbetjent adgang, og også her vil der være biblioteksguider til stede, så du kan få lidt praktisk hjælp til biblioteksfaciliteterne, selvom det vanlige bibliotekspersonale ikke er på arbejde.
Hvad er biblioteksguider?
Biblioteksguider er studentermedhjælpere, der kan hjælpe dig med praktiske spørgsmål i ydertiderne, når bibliotekspersonalet ikke er til stede. De kan fx vise dig, hvor du kan finde dine reserverede bøger - eller hvordan du bruger afleverings-og udlånsautomaterne på biblioteket.
De kan ikke reservere bøger til dig eller svare på faglige spørgsmål.
De ekstra åbningstimer giver dig flere muligheder for at kigge forbi, uanset om du vil læse, arbejde, studere, hente materialer eller bare være - og hele familien kan lægge vejen forbi, også når hverdagen ikke følger normale åbningstider.
Du kan finde Tarup Biblioteks åbningstid på vores hjemmeside.
Åbningstider i Pasekspeditionen |
Mandag og onsdag kl. 13-18 BEMÆRK: Det er ikke muligt at udlevere pas eller besvare henvendelser vedr. pas uden for disse tidsrum. Husk der altid skal bestilles tid til fornyelse af pas |
Hvad betyder selvbetjent åbningstid?
Det betyder, at biblioteket er åbent uden bibliotekspersonale, og at du bruger biblioteket på egen hånd. I dele af den selvbetjente åbningstid vil der være biblioteksguider til stede.
Hvad kan jeg bruge biblioteket til i de selvbetjente timer?
Du kan hente reserverede materialer, læse, lege, arbejde, studere og opholde dig i biblioteket – ligesom i de bemandede åbningstider.
Hvornår er biblioteket selvbetjent?
Mandag og onsdag formiddag er biblioteket helt selvbetjent. Om eftermiddagen og i weekenderne er der biblioteksguider, som kan hjælpe dig med praktiske spørgsmål, når bibliotekspersonalet ikke er til stede.
Er der personale til stede i weekenden?
Ja, lørdag er bibliotekspersonalet til stede først på dagen i den betjente åbningstid. Derefter vil der være åbent for selvbetjening med tilstedeværelse af biblioteksguider.
Søndag vil der udelukkende være åbent med selvbetjening, men med biblioteksguider til stede.
Hvad er en biblioteksguide?
En biblioteksguide er en studentermedhjælper, der kan hjælpe dig med praktiske spørgsmål om bibliotekets faciliteter. Det kan fx være hjælp til at finde de reserverede bøger, eller hvordan selvbetjeningsautomaterne virker.
Du kan altid kende vores biblioteksguider på de gule trøjer.
Hvordan kommer jeg ind på biblioteket i de selvbetjente timer?
Dørene vil være låst op, så du skal ikke bruge sundhedskort eller pinkode - du går bare lige ind.
Hvordan ved jeg, hvornår mit bibliotek har åbent?
På odensebib.dk kan du altid få overblik over bibliotekernes åbningstid - både med og uden betjening.
Hvornår kan jeg afhente mit nye pas?
Du kan afhente dit pas i den betjente åbningstid
Mandag og onsdag kl. 13-18
Tirsdag, torsdag og fredag kl. 10-16
Lørdag kl. 10-14
BEMÆRK: Det er ikke muligt at udlevere pas eller besvare henvendelser vedr. pas uden for disse tidsrum.
Hvordan kan jeg få lavet pas på Tarup Bibliotek?
Der skal altid bestilles tid, når du skal have lavet pas.
Læs mere om pas på Tarup Bibliotek, og bestil tid her