Fagbøger til børn
Af The library

Hvordan blev verden skabt, hvornår kom menneskene til, hvorfor kan man ikke blande olie og vand, hvordan laver man glas af sand, og hvad er tid egentlig? Har du også en lille Spørge-Jørgen derhjemme? Børn har en tendens til at blive komplet opslugt af helt særlige emner og fænomener, nørde helt ned i detaljerne, for så at finde nye sager at stikke deres nysgerrige næser dybt, dybt ned i.
Bøgerne på denne liste giver svar på en lang række spørgsmål om næsten alt mellem himmel og jord. Hvis man som voksen undrer sig over uforståelige ting, kan man også få svar på det. Hvorfor er plastikmadkasser fx altid irriterende våde, når man tømmer opvaskemaskinen? Det finder du svar på i ”Hvad er et æg” af Johan Olsen.
Fagbøger er vitaminer til hjernen
De små forskertyper har fat i den lange ende - viden om nye steder og mennesker, historiske og nuværende begivenheder samt videnskabelige opdagelser er alt sammen med til at udvide børnenes baggrundsviden, udvikle kritisk sans og forståelse og ikke mindst læselyst. De mange grunde til, at man læser fiktive historier højt – at finde ro, nærvær, at underholde, inspirere, forklare og selvfølgelig at præsentere børn for nye ord – følger naturligvis med i læsningen af fagbøger.
Vælg den rigtige bog til dit barn
Når man vælger fagbøger til børn, er det virkelig vigtigt at finde bøger med flotte billeder og alderssvarende sprog og emner. Vælg først og fremmest bøger, der tilfredsstiller børnenes egne interesser som f.eks. bøger om en særlig person, dinosaurer, insekter, maskiner, sport, mumier eller vikinger. Der er ingen grænser for, hvilket emne og viden der kan være at hente i bøgernes verden.
Hvis du læser en fagbog sammen med dit barn, så hold pauser indimellem og stil åbne spørgsmål som ”Hvad synes du om det?”, ”Hvad får det dig til at tænke?” Opmuntr desuden til, at barnet selv stiller spørgsmål undervejs. Hvis du har læst bogen før, ved du måske, hvor de gode samtaleemner er.