Litteratur

De vandt Jyllands-Postens litteraturpriser 2025

Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Lea Korsgaard er kåret som årets forfattere af Jyllands-Posten.

Af Biblioteket

Tags

Aktuelt
De to vindere af JP litteraturpris med blomster
Foto: Brian Karmak

En historisk roman, der udspiller sig i slutningen af 1700-tallet på Læsø, og en filisofisk reportagebog om sommerfugle har vundet Jylland-Postens litteraturpriser.

Ræveår

Rikke Viemose, forfatter, kulturskribent og medlem af JP’s skønlitterære jury, sagde i sin tale til Anne Lise Marstrand-Jørgensen:

”Allerede fra første side suger Anne Lise Marstrand-Jørgensen os ind i kvindernes verden og får os til at tro på, at ja, det var præcis sådan her, det var at være kvinde på Læsø i 1780. Det formår forfatteren endda, selvom en af romanens hovedkarakterer er en hunræv, der er vidne til kvindernes historie. Den magiske realisme fletter sig helt naturligt ind og ud af historien, uden at troværdigheden går tabt. Det er magisk.

Med Ræveår har Anne Lise Marstrand-Jørgensen givet de glemte kvinder et liv i vores fælles bevidsthed, og her kommer de til at leve længe.”

Inden året er omme

Jeanette Varberg, museumsinspektør og medlem af Jyllands-Postens Fond og JP’s faglitterære jury, fremhævede i sin tale til Lea Korsgaard:

”Bogen formår at kombinere naturiagttagelse, personlig udvikling og eksistentielle overvejelser på en måde, der taler til både hoved og hjerte. Den inviterer læseren til at se verden - og sommerfuglene - med fornyet opmærksomhed og undren og til en oplevelse af en dybere forbindelse med naturen.

Bogen er smuk, filosofisk og nysgerrig på verden omkring os med en kombination af håb og vemodighed over verdens tilstand og den truede natur.”

Priserne

 Jyllands-Postens skønlitterære pris på 150.000 kr. tildeles en dansk forfatter, som i et skønlitterært værk giver os et nyt blik på eksistentielle emner som livet, døden, kærligheden, de nære og svære relationer mellem mennesker og de afgørende valg, vi træffer i tilværelsen. 

Jyllands-Postens faglitterære pris på 150.000 kr. tildeles en dansk forfatter som i et faglitterært værk gør os klogere på verden. Der vil i bedømmelsen blive lagt vægt på, at værket er velfortalt, debatskabende og fører til refleksion over den tid og det samfund, vi lever i. 

I alt 10 bøger udgivet i perioden 1/7 2024 til 30/6 2025 var nomineret til årets priser. Litteraturpriserne blev uddelt første gang i efteråret 2022. Se alle vinderne herunder.