Udstilling af miniature læserum
Udstilling af miniature læserum
Udstilling

Sanser og læselyst

Tid
10:00 - 19:00
Sted
Hovedbiblioteket
Østre Stationsvej 15
5000 Odense C
Hovedbiblioteket
Udstilling om børns yndlingslæserum

Fem børneskabte miniaturelæserum kan nu opleves i en montre ved børnebiblioteket på 2. sal i Odense Hovedbibliotek.

Udstillingen ledsages af plakater med information om forskningsprojektet samt citater fra interviews med børnene om deres læserum. Den henvender sig til skolebørn, deres forældre og andre med interesse for rum og læsning. På plakaterne findes spørgsmål, der inviterer til samtaler om læsning og sanser, og udstillingen kan måske inspirere besøgende til at skabe deres egne læserumsminiaturer i en skotøjsæske som en ferie- eller weekendaktivitet.

Miniaturelæserummene er skabt af fem børn fra Fønix-afdelingen på Rosengårdsskolen, der siden maj 2025 har deltaget i et forskningsprojekt ved Syddansk Universitet (SDU) om neurodivergente børns læselyst. Projektet er en del af den treårige nationale indsats Alle Ord Tæller, et samarbejde mellem DR, De Danske Centralbiblioteker, Center for Undervisningsmaterialer (CFU), Trygfondens Børneforskningscenter, SDU og videnscenteret Enact:lab. Indsatsen har til formål at styrke alle danske børns læselyst og er støttet af Trygfonden.

Neurodivergens dækker over forskellige måder at tænke, opleve og sanse på. ADHD og autisme er eksempler herpå, og for nogle neurodivergente børn kan kraftige sanseindtryk virke overvældende og forstyrrende for deres læsning. Projektets mål er derfor at skabe viden, der kan bidrage til mere inkluderende læsemiljøer, hvor alle børn – uanset hvordan de lærer og læser – kan føle sig velkomne og opleve ægte læseglæde.

Som en del af undersøgelsen arbejder ph.d.-studerende Sussanne Hangård Vendelbo fra Institut for Psykologi, SDU, sammen med børnene og læsevejleder Kirsten Wiesel fra Fønix-afdelingen med at udforske, hvordan et yndlingslæserum kunne se ud, når syns-, høre-, lugte-, smags- og følesansen inddrages.

Børnene har herefter skabt hver deres eget læseunivers i en skotøjsæske. De har klippet, klistret, tegnet, malet, syet og lavet perleplader – alt sammen ud fra, hvad der giver dem en god læseoplevelse. Interviewene om læserummene tager afsæt i børnenes sansebaserede fortællinger. En vigtig ambition i ph.d.-projektet har været at inddrage børnene aktivt i forskningsprocessen. Derfor har de udviklet deres egne spørgsmål om læserummene og gennemført interviews med hinanden.