De tilgængelige muligheder kan groft opdeles i tre grupper:


1) MIDI-indspilning og -redigering

Her indspiller man ved hjælp af værkstedets keyboard og vores MIDI-optageprogrammer et stykke musik i flere omgange. For eksempel først tromme- og basspor, derefter melodilinie og akkorder. Sequencer-programmet gemmer de indspillede toner som MIDI-data, hvilket vil sige at computeren ikke "husker" hele lyden, men nøjes med at gemme dens tonehøjde, anslagstidspunkt og varighed som tre tal i hukommelsen. Efter indspilningen kan man frit vælge, hvilke af de hundredevis af tilgængelige synth-lyde der skal bruges ved afspilning. Man har hele tiden mulighed for at redigere i det indspillede og slette uønskede enkelt-toner. Man kan desuden vælge at "kvantisere", d.v.s sætte computeren til at "stramme op" på en lidt for løs og upræcis indspilning.


2) Harddisk-recording

Denne indspilningsteknik forvandler computeren til en regulær 32-spors digital båndoptager, hvor man har mulighed for at indspille for eksempel sang og guitar-spil ved hjælp af Lydværkstedets mikrofoner. Disse lydspor kan let kombineres med tidligere indspillede MIDI-spor. Harddisk-recording giver færre muligheder for efterredigering af de enkelte indspillede toner end MIDI-indspilning. Til gengæld er der store muligheder for at efterbehandle lyden med effekter som fx frekvens-filtre eller realistisk kunstig rumklang.


3) Mixning og brug af digitale "plugin"-effekter

Når det musikalske 'råmateriale' først er indspillet, giver Lydværkstedet mulighed for i den afsluttende mix-fase yderligere at finjustere lydbilledet og forvandle et råt 'demo-agtigt' lydbillede til noget, der ligger tæt på en moderne professionel lydproduktion. Vi har et stort udvalg af digitale real-time effekter, som man kan bruge til at finjustere sit lydbillede. Man kan bruge equalizere til at justere forholdet mellem bas, mellemtone og diskant i de forskellige spor. Man kan bruge kompressore til at 'udjævne' lydniveauet i et spor, hvor volumen for et instrument eller en sangvokal er for ujævn. Man kan lægge delay- og rumklangseffekter på udvalgte spor. Man kan bruge kunstig guitar-distortion, chorus og flanger, og meget mere.

Hvilket udstyr har vi? 

Kernen i studiet er en Apple Mac Pro computer og et Digidesign Digi 003 og Focusrite lydkort med tilhørende Pro Tools software. Pro Tools er et af de mest udbredte programmer i professionelle lydstudier og til filmproduktioner. Det er også et af de mest brugervenlige.


Kurser/Vejledning

Lydværkstedet er baseret på en idé om, at man lærer bedst ved at gå i gang med et projekt og lære tingene undervejs. Derfor har vi ikke et fast tilbud om egentlige kurser udover de ca. 40 minutters opstartshjælp, som vi tilbyder nye brugere. Musikbiblioteket tilbyder af og til opstartskurser til Lydværkstedet. Hold øje med hjemmesiden for kommende datoer. Mindre grupper (3-5 personer) kan i nogle tilfælde lave en særaftale om et mindre samlet introduktionskursus på 2-3 timer. Ring og lav en aftale.


Ofte stillede spørgsmål om Lydværkstedet

Spørgsmål:

Har Lydværkstedet færdige 'karaoke-numre' som man kan synge hen over, eller kan det lade sig gøre at fjerne sangstemmen fra en eksiterende optagelse?

Svar:

Nej, Lydværkstedet henvender sig primært til musikere, der selv spiller instrumenter. Så sangere, der ikke spiller noget instrument, må enten alliere sig med musiker-venner, eller evt. indsynge deres sang a capella.

Spørgsmål:

Kan man medbringe et 'rigtigt' trommesæt i Lydværkstedet?

Svar:

Nej, der er ikke plads, og vi har heller ikke de nødvendige mikrofoner til at optage lyden fra et trommesæt på en tilfredsstillende måde. Trommeslagere må nøjes med at bruge vores elektroniske trommesæt.
 

Spørgsmål:

Kan man udskrive/redigere noder i Lydværkstedet?

Svar:

Nej, studiet er målrettet til decideret lydindspilning, og muligheden for node-udskrivning er blevet fravalgt for at forenkle den daglige brug af studiet for både brugere og personale.

 



Af: ctma

Udgivet: Lørdag 19. januar 2013 • Opdateret: Mandag 27. juni 2022