WORD - Fællessang m. vært: Thomas Bach

foto: Andreas Omvik
Word Festival hylder ord med mere end 100 oplæg, debatter, samtaler og oplæsninger på fantastiske kulturscener i Odense centrum såsom ODEON, Koncerthuset, Brandts, Kulturmaskinen og Teater Momentum.
Dato
Tid
10:00 - 11:00
Bibliotek
Musikbiblioteket
Adresse

Østre Stationsvej 15
5000 Odense C
Danmark

Fællessang skaber forbindelser, mellem mennesker, minder og stemninger. Denne formiddag inviterer Thomas Bach os med på en poetisk rejse gennem ord og musik, når han guider publikum gennem en række udvalgte sange, der kredser omkring hans litterære og musikalske karriere.

Thomas Bach er musiker i bandet Ganger og debuterede i 2025 som forfatter. Med sit særlige blik for sprogets rytme og nuancer skaber han en stemning, hvor sang og fortælling mødes og bliver til fællesskab.

Om Thomas Bach

Thomas Bach (f. 1984) er musiker og sangskriver. Han er opvokset i Hanstholm og bor nu i København, hvor han er en del af bandet Ganger, der bl.a. står bag den prisvindende albumtrilogi Mørktropisk fra 2019.
I 2025 portrætteredes Thomas Bach i dokumentarfilmen Kærestebreve fra Thy, som blev vist på CPH:DOX og kan ses på DR TV. Filmen omhandler hans forældres kærestebreve fra 1980’erne, og hvordan fundet af dem ændrer Thomas Bachs syn på sine forældres forhold og på sin egen opvækst.

 

Om Word Festival 
Word Festival hylder ord med mere end 100 oplæg, debatter, samtaler og oplæsninger på fantastiske kulturscener i Odense centrum såsom ODEON, Koncerthuset, Brandts, Kulturmaskinen og Teater Momentum. 

Temaet for festivalen er TRO, HÅB & KÆRLIGHED. Tre store ord, som rummer både det nære og det uendelige. De binder os sammen som mennesker og giver plads til samtaler om livets skrøbelighed, styrke og skønhed. 
Fredag dykker vi ned i troen. Troen på os selv, på hinanden og på noget større. Vi taler om traditioner, livets kampe – både de tunge og de lettere, og troen på en bedre fremtid for os selv og for hinanden. 
Lørdag står i håbets tegn. Håbet i en verden i krise, håbet i handling og håbet i det menneskelige møde. Vi taler om drømme og ambitioner – både de personlige, og dem for verden omkring os. 
Søndag handler om kærligheden. Den romantiske, den familiære og den, der findes i fællesskabet. Vi dykker ned i kærligheden til sit fag, til ordet, og til sig selv.    
Vi slutter af med at hylde det, der gør livet værd at leve. 

Glæd dig til tre inspirerende dage, hvor vi checker ud af hverdagens digitale larm og gør plads til dialog og eftertænksomhed 

Praktisk information 
Du får adgang til dette event med en partout- eller dagsbillet til Word Festival efter først-til-mølle-princippet. Mød derfor gerne op i god tid før eventets start. Så er din chance for at få en plads større. 

Vi kan af hensyn til sikkerhed, brandmyndigheder mm. ikke øge de angivne pladser til de enkelte scener. Til gengæld er alle scener i gåafstand fra hinanden, og derfor kan du opsøge andre events, hvis du oplever at gå forgæves til et arrangement.