Lektørudtalelse
Forfatter : Marianne Agger
Kort om bogen
Bjørnen Boris er træt og vil sove. Kan du hjælpe ham med at falde i søvn ved at vugge, ryste og dreje bogen? Sjov, interaktiv billedbog til børn fra 4-6 år
Beskrivelse
Ny billedbog om den gnavne bjørn, Boris, der denne gang involverer læseren ekstra meget i læsningen. Læseren skal nemlig være aktiv i denne fortælling, hvor Boris' musevenner fortæller historien direkte henvendt til læseren fra start til slut. Først vil vennerne have, at læseren skal trykke på Boris, så han vågner. Boris ligger og sover i et træ. Da Boris falder ned af træet pga. læserens trykken, vil Boris sove igen. Så nu skal læseren hjælpe med at få Boris til at falde i søvn. Læseren skal fx vugge, ryste og dreje bogen og spille en vuggevise på et klaver. Faktisk skal læseren gøre en hel del ting. Mon Boris overhovedet får sin lur? Boris kendes fra flere billedbøger som fx Den forkerte Boris
Vurdering
Gode, gamle, gnavne Boris bliver udsat for meget i denne sjove billedbog, hvor læseren inddrages og ikke bare skal sidde stille og nyde historien. Musene sætter gang i en masse skøre ting og udstikker ordrer til læseren om at bidrage interaktivt hele vejen igennem bogen. Der er ikke et kedeligt øjeblik. Fin tekst og underholdende, humoristiske tegninger
Andre bøger om samme emne
Andre skægge, interaktive billedbøger er fx Bogen der hellere ville være en badevægt og Bogen der absolut ikke ville læses