Ugens Dirigent: Uge 9: Marin Alsop | Odense Bibliotekerne

Ikke at der ikke er masser af fremragende, kvindelige dirigenter, som i stigende grad bestiger podiet på lige fod med deres mandlige kollegaer. Franske Ariane Matiakh, finske Susanna Mälkki, canadiske Barbara Hannigan og nok ikke mindst litauiske Mirga Gražinytė-Tyla kommer jeg til at skrive op og ned ad stolper om, når jeg laver flere Ugens Dirigent’er om ti år. Og der vil også dukke én anden kvindelig dirigent op senere på året. Måske to. Men de fleste store, kvindelige dirigenter er bare ikke ret gamle i gårde endnu – med det håndgribelige resultat, at vi ikke har ret mange indspilninger med dem på biblioteket. Udgivelser af orkestermusik med en kvinde på podiet er urimeligt nok sandsynligvis ikke blevet promoveret og købt i samme grad som dem med mænd i front. Og hvad end grunden er, så er kvindelige chefdirigenter i spidsen for de største symfoniorkestre stadig, som Politiken skriver i sin anmeldelse af Tár, ”mere sjældne end pandaer i et stormagasin”.

Det kommer! Ad åre kommer vi til at have en fin kønsbalance i det her, det er jeg ikke i tvivl om. Men i denne 2023-gennemgang af fagets uomgængelige sværvægtere og fakkelbærere er der unægtelig tale om en veritabel boys’ club. Og derfor er det også en særlig glæde at kunne præsentere en kvinde, der har markeret sig fuldt på højde med alle drengene i årtier, og hvis forskellige samarbejder har resulteret i snesevis af indspilninger, som vi er stolte af at ligge inde med på Odense Musikbibliotek.

Amerikanske Marin Alsop er født den 16. oktober 1956 og var altså 50 år gammel, da hun i september 2007 blev udnævnt til musikchef for Baltimore Symphony og dermed skabte historie som den første kvindelige leder ét af USA’s førende symfoniorkestre. Ved den lejlighed udtalte hun, at hun selvfølgelig var stolt over at være den første, men også chokeret over, at det i det 21. århundrede stadig er muligt at være ”den første kvindelige noget som helst”. I det hele taget forfølger kønsaspektet af hendes job hende mere, end hun bryder sig om, og hun plejer at afvise spørgsmål om, hvorvidt kvinder dirigerer anderledes end mænd (”Enhver dirigents stil er unik!”), om hvorfor der ikke er flere kvindelige dirigenter (”How would I know?”), eller om, hvorvidt man skal kunne andet og mere som kvinde end som mand for at klare sig i det stærkt konkurrenceprægede felt. Det ligger ikke til Marin Alsop at spille offerkortet, og hendes råd til kvinder i faget er da også, at man ikke pr. automatik betragter enhver kritik som kønsdiskrimination, men undlader at dukke nakken og bruger anledningen som springbræt for at udvikle sig professionelt.

Alsop er New Yorker, datter af to professionelle musikere; faderen spillede violin og moderen cello, begge i New York City Ballettens orkester. Som barn havde hun to plakater på væggen: Én med The Beatles, og en anden med Leonard Bernstein. Far Lamar tog sin datter med til én af Bernsteins og New York Filharmonikernes Young People’s Concerts i 1965, og mødet med Bernstein overbeviste den niårige pige, der havde spillet klaver og violin, fra hun var tre, om, at hun skulle være dirigent. Hun kom på det prestigefyldte konservatorium Juilliards lørdagsskole for grundskole- og gymnasieelever, og efter en tur omkring matematikstudiet på Yale University, skiftede hun til Juilliards solistlinje og tog eksamen derfra i 1978 som professionel violinist.

1980’erne spillede Alsop violin i forskellige ensembler, og i 1989 vandt hun som – surprise, surprise! – den første kvinde den eftertragtede dirigentelevpris The Koussevitzky Prize (se også Michael Tilson Thomas). I den forbindelse mødte hun omsider idolet Leonard Bernstein, som skulle blive en mentor for Alsop, indtil han døde året efter. Også omkring dette tidspunkt mødte hun hornisten Kristin Jurkscheit, som hun i dag er gift og har en søn med – Alsop har altid været åben omkring det faktum, at hun er lesbisk. Fra 1992-2016 var hun hvert år leder af den årlige, moderne musikfestival Cabrillo Festival, og i årene fra 1993-2005 fungerede hun først som chefdirigent og siden som musikchef for Colorado Symphony. Engagementerne stod i kø, men det afgørende gennembrud kom med udnævnelsen til chef for Baltimore Symphony i 2007. Det er ikke blandt USA’s sagnomspundne ”Big Five”, men så afgjort ét af de 8-10 orkestre, som rettelig burde inkluderes i denne eliterække af orkestre – i det omfang det overhovedet giver mening at have en sådan.

Udover igennem 14 år at sammentømre og bringe BSO til nye højder og gøre en solid indsats for udbredelsen af den amerikanske musik (jf. lyttelisten nedenfor) har Alsop sammen med orkestret været initiativtager til de små, oplysende YouTube-film i serien BSO Webumentary Series, som giver fine, små 2-4-minutters introduktioner til en lang række værker. Derudover er hun ophav til uddannelsesprogrammet OrchKids, der giver musikundervisning til tusindvis af underbemidlede børn i Baltimores opland. Der har også i stor stil været bud efter Alsop i udlandet, og for lige at hamre sin status som ”første kvinde” på plads, kan Alsop i dag smykke sig med titlen som den første kvindelige musikchef for et sydamerikansk orkester (São Paulos Symfoniorkester, fra 2012-19), den første kvindelige dirigent ved The Last Night of the Proms (2013 og igen i 2015), og den første kvindelige chefdirigent for både et britisk symfoniorkester (Bournemouths Symfoniorkester, 2002-08) og et østrigsk (Den Østrigske Radios Symfoniorkester, ORF Radio-Symphonieorchester Wien) – det sidste er den stilling, Alsop har haft siden 2019 og stadig besidder i dag. Siden 2020 har hun også været chefdirigent ved den årlige Ravinia Festival, som man jo kan lægge vejen forbi, hvis man er i Illinois imellem juni og september.

Og den nye film, Tár, som din musikbibliotekar ellers sidder her og glæder sig som en vanvittig til at se så hurtigt som muligt? Den er Marin Alsop ikke den store fan af. Hun bliver ellers nævnt ved navns nævnelse i filmen, og der er selvfølgelig masser af ligheder mellem hende og filmens hovedperson: Begge er elever af Leonard Bernstein, chefer for førende symfoniorkestre og gift med én af orkestrets kvindelige musikere. Men Alsop beskriver filmen som ”anti-woman” og udtalte efter at have set den, at hun følte sig stødt ”både som kvinde, som dirigent og som lesbisk” over at se en kvinde sat i den krænkende rolle, når nu der er så mange virkelige, dokumenterede MeToo-historier i den klassiske musikverden, hvor en mand har overtrådt sine professionelle beføjelser (looking at you, James Levine – som af samme grund ikke vil figurere i Ugens Dirigent). Jeg vælger med sindsro at se filmen alligevel og håber på, at den både vil medføre øget opmærksomhed på kvinder i dirigentfaget, kaste glans over den klassiske musik i al almindelighed og være en skuespils-tour de force af Cate Blanchett i særdeleshed.