Månedens jubilæum: Behemoth - The Satanist | Odense Bibliotekerne

Rejs med mig tilbage til starten af 00’erne. Linkin Park, Evanescence, Slipknot og mange andre metalnavne får spilletid i radioen og deres musikvideoer bliver vist i Boogie på DR. Jeg er en teenager i folkeskolen, som tager de første spæde skridt ind i ungdommen og dypper tæerne i metallen. I klassen går der to piger, som begge går klædt i sort, nitter og sort hår. Det var enormt spændende, men også skræmmende. Var de goth? Skar de så i sig selv? Eller endnu værre, var de satanister og lavede ritualer for at tilkalde djævlen? Det har næppe været nemt at skille sig ud i en lille provinsby i Jylland, og jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af det.

Så sidder vi her nu. Det album, du nu skal læse om, er lavet af et band, hvor den altoverskyggende frontfigur, Adam ”Nergal” Darski, er erklæret satanist og skriver tekster, der foragter Gud og kristendommen. The Satanist  er fra 2014 og eksisterede endnu ikke dengang jeg var bange for at støde ind i en forestående ofring af lam en mørk aften i skoven, men hvis den gjorde, var jeg nok også blevet skræmt af den. I stedet hørte jeg albummet første gang som voksen, lidt klogere på livet og knap så let at skræmme. Og ved du hvad? Det er ikke så farlig musik, som man umiddelbart skulle tro.

Der er skrevet mangt og meget om Nergals tilløb til dette album. At det er utroligt, at han kunne skrive musik på denne måde, når han lige havde ligget døden nær med leukæmi. Og det er rigtigt. Dette er ikke en rasende plade, hvor der skal være smadder for smadderets skyld, men en fint vævet, sammensat plade, som er mere indigneret og reflekteret end meget dødsmetal er. Der er en vitalitet i musikken og i stemmen, som er unik. Hvad jeg dog synes er mere interessant for albummet forhistorie er, hvilken samtid den er skrevet ind i.

Behemoth er fra Polen, et ultrakatolsk land, hvor man risikerer særdeles hårde straffe for at bespotte Gud. Som eksempel er Nergal idømt en bøde på 30.000 kr. for at have trådt på et billede af Jomfru Maria, og risikerede tidligere to års fængsel for at have revet biblen i stykker til en koncert. Han blev frikendt med begrundelsen kunstnerisk frihed. At han åbent erklærer sig selv som satanist og skriver et album, som er lige så blasfemisk som et pentagram, gøres ikke bare for sjov. Dette er ikke en gimmick, men det graveste alvor. Albummet bliver en stemme, der gør oprør mod det etablerede samfund og en stemme for dem, der er trætte af den religiøse konservatisme.

Set i det lys undgår Behemoth at bruge satanismen som en ren provokation – som Michael Poulsen gjorde i sine Dominus-dage – og har vægt bag ordene. Sammen med musikken bryder teksterne barrierer ned på en voldsom, men effektiv måde og råber op i en verden, hvor religion til tider kan overskygge menneskelig fornuft. Med det sagt, lad os dykke ned i musikken.

Musikken
Albummet starter med et tungt, langsomt riff, som bliver underbygget af trommerne, der holder sig i baggrunden og giver en dyster stemning. Ind træder Nergal med linjen – og dette er ikke for sarte sjæle – ”I [Satan] saw the virgin’s cunt [Jomfru Maria] spawning forth the snake [Jesus]”. Så er scenen for resten af albummet sat. ”Blow your trumpets Gabriel” bliver leveret med indædt foragt for den ophøjede, teatralske guddommelighed. Læg mærke til, at Nergal ikke så meget growler, men nærmere hvæser i sin vokal. Det gør det hele mere hidsigt end decideret brutalt og passer godt sammen med teksternes indignerede karakter.

Som et tunet damplokomotiv hamrer ”Furor Divinus” afsted, hvor især guitarerne sørger for en hektisk stemning indtil ”raise your dagger Abraham” rammer på det mest syng med-bare sted på albummet. Linjen bliver accentueret som et dramatisk højdepunkt – som scenen i biblen også er det – ved en kort, men velfortjent, benpause til trommeslageren og et pludseligt skift i riffet, inden hektikken vender tilbage igen.

Mens katolikkerne messer ’Ave Maria’ og afsynger trosbekendelsen over Behemoths sataniske tekster, går bandet selv til modangreb med ”Messe Noir”, den omvendte trosbekendelse. ”I believe in Satan” bliver der spyttet aggressivt ind i mikrofonen. En sort messe, som sluttes med et uhyrligt ’Amen’ og en episk guitarsolo. Det kan godt være, at vi lytter til djævlens advokater, men det afholder os ikke fra en drømmende, hvinende guitar.

”Ora Pro Nobis Lucifer” er et mesterstudie i, hvordan man holder musikken interessant uden at pille ved den grundlæggende struktur. Trommerne, bassen og rytmeguitaren jerner igennem med meget lidt variation i knap tre minutter, inden der kommer et brud, hvor lydbilledet bliver tungere, for igen at komme tilbage i sammen tema som tidligere i sangen. Vokalen og lead guitaren står for variationen i de monotone sektioner med overliggende lag her og der. Smukt og effektivt.

”In the Absence ov Light” (ja, det skal staves sådan) er et højdepunkt fra ende til anden, men tager fuldstændig røven på lytteren der, hvor heavy riffing bliver erstattet af en akustisk guitar og en fjern atmosfærisk saxofon, som er underlægning til en citering af et polsk skuespil – på polsk. Ja, nu bliver det sgu højkulturelt. Et citat om at nægte troen på en gud og i stedet hellige sig det hele menneske, både på godt og ondt. At overgive sig til selv at kunne styre sin skæbne i stedet for at være i hænderne af en usynlig hellighed. Dette citat er – trods albummets mytologisering af biblen og forherligelse af djævlen – fuldstændig centralt for dette albums mission.

Vi er nået til vejs ende, og jeg har end ikke skrevet om det symfoniske touch fra hammondorgelet i ”The Satanist”, om den dystre afslutningsbøn i ”O Father, O Satan, O Sun” eller outroen i ”Ben Sahar”, som på rytmesektionen er tung som bly, mens der ligger en blacket guitarsolo og surfer ovenpå. Det er et sammenhængende album, som så mange andre stærke konceptalbummer, giver meget lidt mening at trække enkelte numre ud fra. Derfor er ovenstående en appetitvækker, men langt fra fyldestgørende. Den skal lyttes fra ende til anden. Hvis du ikke har hørt dette album og bare er den mindste smule nysgerrig på, hvad der er så fandens interessant ved ekstremmetal, så giv The Satanist et lyt.