And the Oscar goes to... - 2024 | Odense Bibliotekerne

American Fiction: Musik af Laura Karpman

’Underhunden’ i årets konkurrence om filmmusik-Oscar’en må nok være Laura Karpmans opfindsomme jazz-score til Cord Jeffersons sorte komedie American Fiction. Jeg har ikke set filmen – og kan faktisk ikke finde en premieredato på den overhovedet her til lands!? Det bliver nok én af dem, man må nappe fra en streamingtjeneste, når den kommer så langt. Men alle de filmanmeldere, jeg følger på YouTube, elsker den, og den er nomineret i en del af de tungeste kategorier: Bedste film, bedste mandlige hovedrolle (spillet af Jeffrey Wright, som altid er god), bedste filmatisering (”adapted screenplay”) og bedste mandlige birolle (Sterling K. Brown). Og så altså musikken, som er fremragende og tydeligvis skrevet af en konservatorieuddannet komponist. Laura Karpman er uddannet på The Juilliard School Center for Innovation in the Arts og har skrevet musik til både film, tv-serier og computerspil. Nogle vil kende hende fra The Marvels, Disney-serien Ms Marvel, Spielbergs miniserie Taken og dokumentarserien Why we hate, som hun vandt en Emmy for. Hendes hund Peeti har sin egen side på IMDB og medvirker i flere af de film, hun skriver musik til. Musikken til American Fiction har indbragt hende sin første Oscar-nominering.

Når jeg kalder den ”underhund” uden at have set filmen, er det primært, fordi American Fiction får konkurrence af nogle rigtig, rigtig tunge sværvægtere i kategorien her. Og fordi Laura Karpman er et hidtil ubeskrevet blad i Oscar-sammenhæng. Filmen er baseret på Percival Everetts roman Erasure fra 2001. Den handler om en seriøs, sort forfatter i Boston, hvis bøger ikke sælger mere, og som først får bragende publikumssucces, da han under pseudonym skriver en overdrevent stereotypisk ”sort” bog fuld af de klichéer om den afroamerikanske kultur og identitet, som det hvide publikum labber i sig. Og så har han valget mellem enten at holde fast på sin personlige integritet eller sælge ud og skovle ind med penge. Det lyder som præmissen for en skidegod film med et fedt jazzsoundtrack, og man behøver bare at høre hovedtemaet ”Family is, Monk is” for at blive hensat i groovy 5/4’s-begejstring. Her er skæve taktarter, out-of-control saxer, støvede whiskers, groundet kontrabas, forstemt piano og fingerknips nok til at sætte stemningen uden billeder. Enhver jazzfans paradis, og indimellem dukker en snert af mere gængs, symfonisk filmmusik også op – f.eks. på tracket ”My Pafology”. Det er virkelig godt, og jeg erkender mit handicap i at vurdere filmens potentiale for at vinde en musik-Oscar, når jeg ikke har set den. Men jeg tror ikke på den. Det er fed musik, men næppe med tilstrækkelig gennemslagskraft til at gøre sig i Oscar-konkurrencen.

Indiana Jones and the Dial of Destiny: Musik af John Williams

Så står vi her igen. John Williams har knap fundet nodepapiret frem, før det bliver nomineret til en Oscar. Og ja, han er er indiskutabelt den største filmkomponist i universets historie. Hans generalieblad omfatter blandt hundredvis af titler Star Wars-sagaen, Dødens Gab, Superman, E.T., alle fem Indiana Jones-film, Jurassic Park, Schindler’s Liste, Saving Private Ryan og de første tre Harry Potter-film. Han og Steven Spielberg har samarbejdet om over 50 film. Han slår sin egen rekord med 54 Oscar-nomineringer i år og er kun overgået som mest nominerede person nogensinde af Walt Disney med 59. De fem Oscars, Williams har stående derhjemme, deler kaminhylde med tre Emmy’er, fire Golden Globes, 25 Grammy’er, syv BAFTA’er – og listen fortsætter. Hans aftryk på filmmusikverdenen vil utvivlsomt bogstaveligt talt give genklang i generationer efter hans død. John Williams var allerede indehaver af rekorden som den ældste Oscar-nominerede nogensinde og når at fylde 92 inden Oscar-showet. Det vil selvfølgelig være hinsides beskrivelse legendarisk kæmpestort, hvis han skulle vinde og rent faktisk dukker op personligt og leverer en takketale. Jeg vil stortude af bevægelse.

Men altså. Indiana Jones and the Dial of Destiny skulle ikke have været nomineret til nogen Oscar! Heller ikke for sit soundtrack. Og jeg mistænker i stor stil akademiet for at ønske sig at lave et ”Oscar moment” med denne nominering. Alle de tre originale Indiana Jones-film var nomineret for deres musik, men ingen af dem vandt – i tilfældet Jagten på den Forsvundne Skat er dette den totale skandale, men også Templets Forbandelse og Det Sidste Korstog indeholdt masser af Oscar-værdig musik. Så på en måde vil det føles forløsende, hvis John Williams får lov at få en opsummerende Indy-Oscar med hjem. Og det er heller ikke, fordi Dial of Destiny’s musik ikke er god. John Williams kan ikke lave noget dårligt, og soundtracket her bærer hans umiskendelige præg fra først til sidst. Det er bare gamle heste, der er trukket af stalden. Det eneste rigtige, nye tema, ”Helena’s theme”, er fint, men kan ikke måle sig med heltinden fra Templets Forbandelse’s. Nazistmusikken er identisk med den fra Det Sidste Korstog. Musikken, der skal illustrere Marokko, lyder som den, der illustrerer Quidditch-kampene i Harry Potter-filmene. Der er for meget genbrug af de gamle temaer, og for langt mellem opfindsomme perler som ”Water Ballet” og ”Polybius Cipher”. Så af den grund er jeg ude. Selvom jeg vil elske den gamle troldmand Williams til den dag, jeg dør, og se masser af formildende omstændigheder, hvis han vinder alligevel.

Killers of the Flower Moon: Musik af Robbie Robertson

Skulle Robbie Robertson(s arvinger) gå hjem med den gyldne statuette i år, vil det sætte et bittersødt og smukt punktum for et mangeårigt samarbejde mellem den nyligt afdøde, canadiske musiker og den legendariske instruktør Martin Scorsese. De to har arbejdet sammen i 45 år, lige siden Scorsese i 1978 instruerede ”rockumentaren” The Last Waltz om Robertsons logisk benævnte rockband The Bands afskedskoncert. Siden har de samarbejdet om en lang række film, bl.a. Raging Bull, Casino, Gangs of New York, The Wolf of Wall Street, The Irishman, og altså nu Killers of the Flower Moon. Så det er altså americanaens svar på Spielberg/Williams-samarbejdet, vi har fat i her. Og da Robertson aldrig nåede at få en Oscar-statuette på hylderne, mens han levede, ville det være kosmisk retfærdigt, hvis han fik én nu – om end han jo må føle stoltheden fra det hinsides. Robertson døde af prostatakræft som 80-årig i august 2023, kort efter at have sat den sidste node på sit Killers of the Flower Moon-partitur. Scorsese dedikerede filmen til ham – og alene af den grund vil der selvfølgelig ikke være et øje tørt, hvis Robertson vinder en posthum Oscar i år.

Killers of the Flower Moon er nomineret til 10 Oscars, heriblandt i de helt tunge kategorier bedste film, bedste instruktør, bedste kvindelige hovedrolle, bedste mandlige birolle og bedste fotografering. Sangen ”Wahzhazhe (A Song for My People)” er også nomineret i kategorien bedste sang og markerer første tilfælde af, at en indfødt amerikaner – i dette tilfælde Osage-sangeren Scott George og hans Tribal Singers, som vi forhåbentlig får lov at opleve live på scenen – bliver Oscar-nomineret. Filmens ’score’ indeholder folkrock, blues og country nok til den kæmpestore guldmedalje, og det svinger rigtig fedt. Robertson etablerer tid og sted ved at gøre heftig brug af en tungt gående puls, bluesharmonik, mundharmonika, steelguitar, banjo og ordløse sydstatsvokaler, og inkluderer en traditionel indiansk fløjte for at slå filmens tematik om indfødte amerikanere an. Jeg hører det som svedigt stemningsfuldt, men også en anelse monotont og slet ikke med de dynamiske armbevægelser eller den tematiske variation, man plejer at præmiere med en Oscar. Robbie Robertson var det oplagte valg til at skrive musik til en film som denne – men jeg tror ikke på den som vinder af originalmusikkategorien i år.

Oppenheimer: Musik af Ludwig Göransson

Og her kommer så, hvad jeg har svært ved at forestille mig ikke bliver vinderen i år. Oppenheimer er som bekendt feltets store nomineringssluger med 13 stk. Oscar-chancer – heriblandt i så heftige kategorier som bedste film, bedste instruktør, bedste mandlige hovedrolle, begge birollekategorier, filmatisering og fotografering. Jeg bryder sammen, hvis Christopher Nolan, filmens instruktør, ikke snart får en Oscar. Og da både han og Oppenheimer allerede har vundet både en Critics Choice Award og en Golden Globe i år for hhv. bedste instruktør og bedste film – og bedste musik – er der klare signaler i retning af, at denne film bliver Oscar-aftenens store vinder over hele linjen. Medmindre den tager skade af sin storfavoritstatus og ender med at blive overgået af de lidt nyere og mere arthousede publikumskæledægger (læs: Poor Things). Anyway: Musikken til Oppenheimer er skrevet af den 39-årige svensker Ludwig Göransson, som på rekordtid er blevet en af de helt tunge spillere på den filmmusikalske bane. Han debuterede som musikvideoskaber for Childish Gambino og fik med det som springbræt adgang til Hollywood, hvor han har skrevet musik til Creed-filmene, Black Panther-filmene (hvis første film han fik sin hidtil eneste Oscar for) og Venom, mens han lagde hele verden ned med sit fantastiske ’score’ til Star Wars-serien The Mandalorian og siden har taget over for Hans Zimmer som ’huskomponist’ for Christopher Nolan – de to arbejdede også sammen om Tenet.

Musikken til Oppenheimer gør præcis, hvad en storfilm om atomfysik skal gøre. Den er æterisk, uhåndgribelig, drømmende og fuld af mystik. Det tætteste, vi kommer på et hovedtema, er seks toners harpemotiv i tracket ”Fission”. Lydbilledet låner periodevis meget fra Vangelis’ musik til Blade Runner – med effekttunge synthesizere udsat for tremolo, tempoforøgelser og melodier, der kører i ring – sådan nogenlunde ligesom elektronerne i et atom, hvis jeg husker min fysikundervisning korrekt. Hør f.eks. tracket ”Can you hear the music” for et eksempel på denne “elektron”-musik - som også vækker mindelser om Stravinskijs Le sacre du printemps. Helt anderledes indadskuende og roligt er et tracks som ”A lowly shoe salesman” og ”Meeting Kitty”, som i højere grad afspejler de personlige og følelsesmæssige dybder hos hhv. J. Robert Oppenheimer og hans kone Katherine. Sidstnævnte har et fint violintema i skæringen ”Kitty comes to testify”. Jeg gætter på, at Göransson har udviklet filmens mange fine violintemaer i samarbejde med sin kone, som er professionel violinist. Alt i alt er musikken til Oppenheimer en mastodont af en indsats indenfor både elektronisk og symfonisk musik, inderligt passende til den film, den underbygger. Det er ikke alt sammen behagelig fritidslytning – men jeg har svært ved at forestille mig, at den ikke tager guldet hjem i år.

Poor Things: Musik af Jerskin Fendrix

… og hvis Oppenheimer ikke tager den, så vil jeg både blive glad og ikke synderligt overrasket, hvis Oscar’en i stedet går til Jerskin Fendrix for hans finurlige musik til græske Yorgos Lanthimos’ steampunkede og eventyrlige Frankenstein-pastiche Poor Things. Imponerende nok er dette den første film, Jerskin Fendrix har skrevet musik til – han har ellers henlevet en ganske ubemærket tilværelse som britisk electro punk-musiker, indtil Yorgos Lanthimos forelskede sig i hans album Winterreise (som ikke har noget med Schubert at gøre) fra 2020. Musikken til Poor Things strøg prompte ind på nomineringslisterne ved alle de store filmpriser – og selvom den er blevet overgået af Oppenheimer i de fleste, så er det at blive nomineret for sit debutscore altså en kæmpe bedrift i sig selv. Og Oscar-akademiet elsker skæv og original musik (bl.a. bevist i sidste års vinder, Intet nyt fra Vestfronten, og film som Joker i 2019 og The Shape of Water i 2017). Om det her er for underligt, vil vise sig. Men jeg kunne godt forestille mig en Oscar-aften, der pludselig bliver en decideret lovestorm til Poor Things, og heri kunne godt ligge, at der kom en musiksejr ind fra højre. Så jeg betragter den som min ’runner-up’.

I mødet med den signifikante udfordring, det har været at skulle illustrere hovedpersonen Bellas førstegangsmøde med verden, hendes og de andre karakterers følelsesmæssige skrøbelighed og det sære univers, Lanthimos har skabt til dem, har Jerskin Fendrix klogelig valgt at trække usædvanlige instrumenter ind i sit klangbillede. Han benytter masser af børneinstrumenter, fløjteorgel, den irske sækkepibe (som er langt blidere end dens skotske modstykke), små marimbaer og andre kølleinstrumenter. Markant er en gennemgående høj brug af blæseinstrumenter (tracket ”London” er udelukkende spillet af fagotter og den irske sækkepibe), samplede optagelser af det menneskelige åndedræt og mekanisk altererede orgler. Og så er der tendensen til at spille ”falsk” med vilje – eksemplificeret fra allerførste tone i tracket ”Bella”. Her er både orgler og harpe tonalt ude at gynge – og alt sammen giver en humoristisk og tiltænkt naiv, musikalsk beskrivelse af ”babykvinden” Bella og hendes udforskning af det univers, vi kalder de mellemmenneskelige relationer og verdens glæder. Jeg er vild med den film, og selvom soundtracket er, hvad min mor ville kalde ”inderligt underligt”, så vil jeg kun se glad ud, hvis debutanten Fendrix løber med årets Oscar.